Kvindelige chefer er ikke på kædernes agenda

23. jan 2017 -
This describes the image
Mette Ålsbøl Madsen blev butikschef i Netto i Aarhus som 22-årig. Arkivfoto: Helle-Karin Helstrand
Skrevet af: Søren Tougaard

Først en kendsgerning.

Antallet af kvindelige ledere stiger i disse år både inden for det private og det offentlige. Den tendens ses f.eks. i organisationen Lederne, hvor to ud af fem nye medlemmer forrige år var kvinder, og hvor kvinderne i dag udgør cirka 30 pct. af medlemmerne mod ca. 28 procent i 2014.

Ifølge en ny undersøgelse fra selv samme organisation er fire ud af ti ledere under 30 år i dag en kvinde. En udvikling, der især glæder Ledernes direktør Vibeke Skytte, der peger på, at diversitet i ledelsen er vigtig for forretningen, da det oftest også giver en bedre bundlinje for virksomheden.

Fraværende

I midten af 2013 tog Dansk Handelsblad senest temperaturen på andelen af kvindelige butikschefer, købmænd og varehuschefer i dagligvarehandelen. Dengang viste vores lille undersøgelse, at fire ud af fem butikschefer var mænd med stor spændvidde mellem de enkelte kæder.

En fællesnævner gik dog i det store og hele igen. Jo større butik, omsætning og personaleansvar, des tydeligere var fraværet af kvindelige chefer.

F.eks. var andelen af kvindelige varehuschefer i Kvickly og Føtex blot 1 pct. Ved samme lejlighed udtalte daværende HR-chef i Dansk Supermarked, Christina Munksgaard, følgende: ”Vi vil rigtigt gerne have flere kvinder, og vores adm. direktør Per Bank mener også, at vi går glip af et potentiale ved ikke at have flere kvinder. Så vi er særligt opmærksomme på at få pigerne med, når vi indstiller kandidater til de talentprogrammer, vi har”.

Tilbagegang

I den seneste tid har Dansk Handelsblad igen sat fokus på de kvindelige chefer i dagligvarekæderne i serien ”Kvinder på toppen”. Tre et halvt år efter vores seneste artikel om emnet, var det tid til en opfølgning.

Det kunne jo være, der var sket en udvikling?

I stedet må vi konstatere, at det ikke er tilfældet. Netto, Fakta, Irma, Dagli’Brugsen, SuperBrugsen, Rema 1000 og Bilka har i dag stort set samme kvindelig chef-andel som i 2013. Selvfølgelig har enkelte kæder rykket et par procenter på andelen af kvindelige chefer. Men det mest bemærkelsesværdige ved den historie er, at Kiwi, Lidl og Aldi alle har en mindre andel af kvindelige chefer i dag end for tre et halvt år siden.

- Vi har ikke noget ønske om at ansætte flere kvindelige end mandlige butikschefer, men går altid efter den bedst kvalificerede, uanset køn. Derfor tror jeg, udviklingen skyldes tilfældigheder, sagde Thomas Bang, vicedirektør indkøb i Aldi Danmark, som svar på udviklingen.

I Lidl og Kiwi lyder der omvendt anderledes toner om, at andelen af kvindelige chefer skal blive endnu højere i fremtiden. Og der er ingen tvivl om, at rekrutteringspotentialet er til stede.

Det gælder også i Dansk Supermarked, der selv påpeger, at andelen af de kvindelige chefer målt på afdelingschef-niveau er 43 og 39 procent i henholdsvis Føtex og Bilka.

Kun fremtiden vil vise, om kæderne sætter handling bag deres intentioner. Indtil videre er rekrutteringen af flere kvindelige chefer i hvert fald ikke særligt højt placeret på kædernes agenda.

Opdateret 10. nov 2020