Kunderne føler sig trygge i centrene
Danskerne føler sig trygge, når de går rundt i shoppingcentrene. Det viser en kundeundersøgelse, som netværksgruppen Detail-forum og Institut for Center-Planlægning (ICP) har gennemført.
I 24 af de største shoppingcentre er der gennemført 100 interviews med centrets kernekunder.
Undersøgelsen viser, at centrene scorer meget højt hos kunderne, når det gælder tryghed.
– Man følger sig tryg i de danske centre. Det er et godt resultat i disse tider, siger adm. direktør i ICP, Per Nyborg.
Samlet oplevelse
Kunderne er blevet spurgt om, hvordan de opfatter centrene. De har givet centrene karakter for, hvor hyggelige og fl otte de er, og for serviceniveauet, aktiviteterne og spisestederne.
– Centrene har i gennemsnit fået 8,5 for den samlede oplevelse, og det kan ikke nå meget højere. Spredningen mellem de 24 centre i undersøgelsen er ikke særligt stor, siger Per Nyborg om kundernes karakterer, hvor 10 var det højeste.
Mens centrene samlet set scorer højt, når det gælder tryghed og hygge, service og om det er nemt at finde rundt i centre, er der større spredning i karaktererne, når det gælder restauranter og cafeer.
– Her finder vi undersøgelsens bundscore, selv om scoren er gået i vejret i de senere år, siger Per Nyborg.
Kundernes oplevelse af udespisningstilbud står lidt i kontrast til den øgede opmærksomhed, mange centre har på netop at øge tilbuddet af cafeer og restauranter og at højne kvaliteten.