Kriseramte ejere sender Arla i offensiven
Arla Foods breder sig over flere kategorier, når der skal skabes ny vækst på det danske marked.
Meget ser sort ud for de over 13.000 landmænd i både Danmark og udlandet, som ejer den internationale mejerigigant Arla Foods.
Nu får de så lidt for deres mælk, at mange herhjemme er truet af konkurs - for gælden er høj, det lovende kinesiske marked brudt sammen, Ukraine-krisen har lukket for eksport til Rusland, og snart forsvinder EU's kvotesystem med det resultat, at produktionen vokser yderligere.
I Danmark har de lavere priser på verdensmarkedet foreløbig ført til, at der er skåret en krone af butiksprisen på både discountmælk og økologisk mælk.
Det er unægtelig svært at få øje på, hvor medvinden skal komme fra.
Arla Danmarks direktør siden oktober sidste år, Tomas Pietrangeli, går imidlertid temmelig uforfærdet til opgaven med at få solgt så mange mejeriprodukter som muligt så dyrt som muligt - for at hjælpe Arla-bønderne i en svær periode.
– Vores ejere er i krise, så derfor har vi diskuteret grundigt, hvad det er for en tilgang, vi skal have til markedet. Resultatet er, at vi bliver vi nødt til at tackle den udfordring offensivt, siger Pietrangeli.
– Vi har en ambitiøs målsætning om at drive volumenvækst i 2015. Det er simpelt hen et must ud fra det faktum, at vi får mere mælk ind i Arla, som skal afsættes. Det kommer Danmark også til at mærke i form af nye produkter, siger han.
Arla optrapper sin indsats herhjemme med hensyn til både antallet af lanceringer og markedsføring.
– Vi har sat os et mål om, at vi de næste to år skal lancere 120 nye produkter på tværs af alle kanaler. Og en del af dem vil have en klar sundhedsprofil. Jeg ser et kæmpe potentiale i at spille en større og mere aktiv rolle i forhold til sundheds-udfordringen i Danmark, siger Arlas danske direktør.
Læs mere i Dansk Handelsblad nummer 5, der udkommer online senere i dag.
Foto: Henrik Frydkjær