Krav om at sanere punktafgifter

11. aug 2015 -
This describes the image
Skrevet af: Henrik Denman

Regeringen skal snarest muligt tage fat på at sanere punktafgifterne.

Dansk Erhverv ønsker at fastholde regeringen på dens løfte om at sanere punktafgifterne, som både fødevareproducenterne og detailhandlen er godt og grundigt trætte af.

– Vores topprioritet over for regeringen er en sanering af punktafgifterne. Vi skal have ryddet op i de urimelige punktafgifter, som tillige i flere tilfælde er helt umulige som f.eks. nøddeafgiften, men vil ser da også gerne, at nogle af afgifterne bliver sænket, siger Henrik Hyltoft, markedsdirektør i Dansk Erhverv.

Regeringen har inddraget punktafgifterne i sit regeringsgrundlag, hvor man lover at lette og rydde op i virvaret af punktafgifter.

Saneringsforslag

I en kommentar til regeringsgrundlaget foreslår Dansk Erhverv bl.a. at fjerne nøddeafgiften, som giver et begrænset provenu, men skaber masser af administrativt bøvl – både for myndigheder og erhvervslivet.

Afgifter, der uhensigtsmæssigt skaber grundlag for grænsehandel, skal nedbringes eller afvikles, da det vil øge de danske virksomheders konkurrenceevne og trække grænsehandlen hjem til danske virksomheder samt reducere incitamentet til illegal handel.

Alene i 2013 gik den danske statskasse ifølge Dansk Erhverv glip af ca. 300 mio. kr. i afgifter på øl, sodavand og slik på grund af illegal handel. Dansk Erhverv mener, at det er nødvendigt med øget kontrol, så længe Danmark vælger at have højere afgifter end nabolandene.

Reklameafgiften

Henrik Hyltoft fremhæver også reklameafgiften. Han opfordrer regeringen til at gøre arbejdet med at lukke reklameafgiften.

– Den tidligere regeringen besluttede, at den ville opgive reklameafgiften, men arbejdet skal jo gøres færdigt. Reklameafgiften er ikke formelt fjernet, og det skal den nye regering sørge for, at den bliver, tilføjer Henrik Hyltoft.

Af Henrik Denman
hede@dhblad.dk

Foto:Helle-Karin Helstrand

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?