Kort supermarkedskæde vil åbne flere butikker
Der er endnu ikke skrevet under på kontrakterne, men adm. dir. i Løvbjerg, Jesper Due, har mere end én konkret plan for nye Løvbjerg-butikker klar.
- Vi vil ikke deltage i en hovedløs kamp om nye placeringer, for åbner vi bare en butik på en forkert placering, kan det tage livet af hele kæden. Men det er ikke nogen hemmelighed, at vi gerne vil have flere butikker, og jeg håber seriøst, at vi i løbet af året kan løfte sløret for flere end en ny butik, siger Jesper Due.
Kæden er efter nogle år med overskud gået i gang med at investere i de eksisterende butikker.
- I 2017 investerede vi ca. 30 mio. kr. i at forbedre vores butiksnet. Blandt andet har vi moderniseret to af vores bedst sælgende butikker, der samtidig arealmæssigt har været blandt de mindste. Flere af vores butikker trænger til en omgang, men vi begyndte der, hvor vi kunne få mere plads, fortæller Jesper Due.
Den ene af de to moderniserede butikker er med sine ca. 35 år blandt de ældste. Det er butikken på Trøjborg ved Aarhus. Den har øget salgsarealet med 500 kvm., så det nu er 2100 kvm. stort. Den blev indviet i november.
- Den anden ligger i Nykøbing Mors og er klar i løbet af foråret, siger Jesper Due.
Pakker og piller
I 2016 fornyede kæden frugtog grøntafdelingerne, og alle frostbokse har fået låg. Sidste år kom turen til alle skabskølere, der nu har fået låger.
- Vi har samtidig bygget om i postbutikkerne, så de i højere grad er blevet en del af butikkerne. Efter at Danske Bank og PostNord har stoppet samarbejdet, vil vi få færre kunder og miste en betydelig indtægt fra bankforretninger, siger Jesper Due.
Løvbjerg har til gengæld valgt at indlede samarbejde med både GLS, Dao og Bring.
- Alle vore butikker kan nu tilbyde pakkelevering fra alle fire udbydere. Det har betydet en øget pakkeudlevering op til jul på mere end 50 pct.
Løvbjergs butikker udleverer flere end en halv mio. pakker om året, og vi regner også med, at det påvirker vores omsætning, siger Jesper Due.
Kundestrøm skaber også de apoteker, som er rykket ind i tre af kædens butikker.
- Og vi har mindst et apotek mere på vej, siger direktøren.
Resultatet af årets regnskab vil han til gengæld endnu ikke løfte sløret for.
- Jeg er sikker på, at vi kommer ud med overskud, men det har været et hårdt år for de butikker, der har bygget om. Det påvirker både omsætning og bundlinje, siger Jesper Due.
Omsætningen ligger på lige godt 1 mia. kr. uden moms, og overskuddet efter skat endte i 2016 på 4,8 mio. kr. mod 2,2 mio. kroner året før. I 2014 stod der -11,1 mio. kroner på bundlinjen.