Konservative vil frasælge stor del af Danske Spil

18. apr 2016 -
This describes the image
Næstformand for De Konservative, Brian Mikkelsen. Foto: Folketinget
Skrevet af: Søren Tougaard

Det er ikke statens opgave at være bookmaker.

Det mener de konservatives næstformand Brian Mikkelsen, der gerne så et snarligt frasalg af Danske Licens Spil, der som en del af Danske Spil-koncernen udbyder Oddset, Tips, Poker og Casino.

Med en samlet indtægt på 4,7 mia. kroner i 2015, hvoraf Danske Licens Spil alene stod for en bruttoindtægt på ca. 1,6 mia. kroner, må Danske Spil-koncernen betegnes som lidt af et guldæg for staten, der i dag ejer 80 procent af koncernen.

Brian Mikkelsen (K) mener dog, at pengene fra statens salg af Danske Licens Spil vil skabe langt større positiv effekt på samfundet på sigt.

- Vi ønsker at oprette en fremtidsfond, der satser på innovation og iværksætteri og skaber bedre muligheder for dansk erhvervsliv, siger Det Konservative Folkepartis næstformand. Udover en stor bid af Danske Spil ønsker Konservative også at frasælge TV2. Et bud er, at frasalget herfra vil give statskassen ca. 5 mia. kroner, der alle skal gå til fremtidsfonden, hvis det står til det borgerlige parti.

Det Konservative forslag møder opbakning i Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti, men før et eventuelt beslutningsforslag venter nu en nærmere undersøgelse af salget. For eksempel efterlader et salg af Danske Licens Spil et årligt hul i statskassen på ca. 426 mio. kroner, som var den sum, Danske Licens Spil betalte i skat og afgifter i 2015. Alligevel er Brian Mikkelsen (K) dog ret fortrøstningsfuld, når det kommer til den fulde finansieringspakke.

- Det er rigtigt, at der vil opstå et umiddelbart hul, men vi mener, at en fremtidsfond vil genere langt, langt mere vækst og nye arbejdspladser, som langt opvejer tabet i statens skatteindtægter, siger han.

Rammer ikke butikker

Den Konservative næstformand understreger, at partiet bestemt ikke har nogen intention om at privatisere hele Danske Spil-koncernen og frasælge Danske Lotteri Spil, der udbyder Lotto, Onsdags Lotto, Eurojackpot mv.

Butikkerne står i dag for 62 procent af Danske Spils salg. Forhandlerprovisionen i 2015 udgjorde 766 mio. kr, som blev fordelt imellem 4100 forhandlere, svarende til 187.000 kroner i snit til hver forhandler. Fraregnet provisionen fra Lotto-salg lyder den gennemsnitlige årlige forhandlerprovision på ca. 75.000-80.000 kroner, og dermed kommer en stor del af mange købmænds og kioskejers overskud fra salg via Danske Spil.

Er I med forslaget ikke bare med til at lukke endnu flere små købmændsbutikker og kiosker?

- Nej, vi vil privatisere det, og så kan det jo være, der kommer en endnu større omsætning ude i butikkerne, siger Brian Mikkelsen.

Opdateret 10. nov 2020