Konference om mere sikre butikker
Justitsminister Søren Pape Poulsen (Kons) bliver hovedtaler, når De Samvirkende Købmænd arrangerer konferencen "Sikker butik" på Christiansborg den 2. februar.
Selv om de fleste købmænd og deres medarbejdere oplever en hverdag med sikre butikker, oplever handlen flere steder forskellige former for kriminalitet, og mange tyverier fra butikker har i dag karakter af at være bestillingsarbejde.
- Udviklingen i Sverige og dele af Storkøbenhavn er skræmmende. Røverier og tyverier er for flere butikker blevet en del af hverdagen. Det skaber usikkerhed, ødelægger arbejdsmiljøet, underminerer lysten til at være erhvervsdrivende, angriber ejendomsretten og mere til, siger underdirektør i DSK, Claus Bøgelund Nielsen.
Taler og debat
Derfor sætter DSK fokus på problemerne på konference, hvor Søren Pape Poulsen lægger ud med at orientere om regeringens indsats for at sikre en sikker butik.
På talerstolen kommer også formanden for Politiforbundet, Claus Oxfeldt, direktør Pär Bygdeson fra Livsmedelshandlerne i Sverige, formanden for HK Handel Hovedstaden, Mette Høgh, samt adm. direktør i DSK, John Wagner.
Konferencen afsluttes med en debat mellem folketingsmedlemmerne Jan E. Jørgensen (V), Trine Bramsen (S) og Peter Kofoed Poulsen (DF).