Købmandsfond løfter årsresultat og øger uddelinger til købmændene

13. maj 2019 -
This describes the image
Arkivfoto: Henrik Frydkjær

Købmændenes pengetank, KFI Erhvervsdrivende Fond, har ikke ligget på den lade side i 2018.

Især ejendomshandel, som er fondens primære indtægtskilde, får KFI's omsætning op på rekordniveau - 447 mio. kr. mod 426 mio. kr. i 2017. Også på bundlinjen er der en fremgang på 135 mio. kr. Det fremgår af det netop offentliggjorte årsregnskab.

Den stabile vækst i fonden betyder, at de senere års uddelinger til købmændene til blandt andet uddannelse, modernisering og skadedyrsbekæmpelse har fået et nøk opad til 150 mio. kr. årligt.

- Det er ligeså svært at dele pengene ud på en ordentlig måde som at tjene dem. Det virker som et julemandsjob; men man skal gøre det på en god måde, som både løfter den enkelte købmand og sektoren, siger Jesper Loiborg, adm. direktør i KFI.

Derfor vil uddelingerne fremadrettet fokuseres mere og tage udgangspunkt i bestemte temaer som uddannelse, it, og energioptimering.

Loyalitetsprogram for købmændene

På grund af den positive udvikling i KFI bliver der nu også indført et loyalitetskoncept for købmændene.

- Vi vil gerne gøre det endnu mere attraktivt at blive kunde, men også at være kunde hos os. Nu vil vi gerne give noget tilbage til vores kunder. Formentlig lige inden sommerferien kan vi udbringe det glade budskab, at de får en bonus, som er en procentdel af den omsætning, de lægger hos os i form af f.eks. lejekontrakt, anlægslån eller lignende, siger Jesper Loiborg.

Med indgangen til 2019 har KFI taget hul på en ny strategiperiode. Strategien minder en del om Dagrofas på den måde, at forholdet til købmændene er kommet helt frem i forreste række.

Det arbejde begyndte allerede i 2018 med tre købmandsmøder rundt om i landet, og møder med et dertil indrettet købmandspanel, som skal bringe KFI tættere på de frie købmænd.

Ambitionen er da også, at der skal flere kunder til købmandsfonden, siger topchefen.

- Vi er interesserede i at få flere kunder, fordi det giver os en fortjeneste, som gør, at vi kan øge overskuddet og sende flere penge tilbage i sektoren. Det gør, at det bliver nemmere at være købmand. I virkeligheden handler det om at stå sammen.

Vil fremtidssikre branchen

Derfor ligger der også et udviklingsarbejde, som KFI har afsat midler til, inden for tre fokusområder.

- Vi har afsat nogle puljer de næste år, når de rigtige projekter er der, enten faciliteret af os eller købmændene. De fordeler sig på tre store projekter: fremtidens butikker, fremtidens købmænd og fremtidens frie sektor, fortæller Jesper Loiborg.

Det handler både om fremtidens ejerstruktur i butikkerne - blandt andet ser man flere steder borgerfinansiering vinde indpas - hvordan man får rekrutteret købmænd til branchen i fremtiden, og hvordan FN-målene kan udmønte sig i konkrete tiltag inden for f.eks. sortimentudvikling og private label.

Dagrofa-forretning "skygger for positive resultater"

Selv om der igen er sorte tal på bundlinjen, trækker Dagrofa stadig ned i regnskabet for 2018. De to foregående år har medejerskabet givet underskud.

- Det har været en meget svær tid, hvor vi først brugte en masse energi og penge på at lukke hullet, efter Kiwi lukkede. Desværre var der siden nogle fund omkring Foodservice Danmark, som gjorde, at der kom et ordentligt bump på vejen, forklarer KFI's adm. direktør.

- Hvis de kan holde det, de regner med, er vi i en turnaround med dem. Jeg har indtrykket af, at der er ro på bagsmækken – hvad der ikke har været historisk. Det viser tallene jo også. På driftsiden er jeg fortrøstningsfuld. Det er også det, vi fornemmer blandt købmændene. Rom blev ikke bygget på en dag. Den måde, de interagerer med Dagrofa og koncernchef Tomas Pietrangeli og hans hold, synes jeg er det mest positive, så længe jeg kan huske.

I 2018 indskød KFI 25 mio. kr. i selskabskapital til Dagrofa og ydede desuden 225 mio. kr. i ansvarlige lån, fremgår det af KFI's årsrapport.

Opdateret 10. nov 2020