Købmands-supermarkeder slår Aldi og Lidl på hjemmebanen
Den klassiske discountbutik blev opfundet i efterkrigstidens Tyskland af to brødre med efternavnet Albrecht, og i dag fortsætter brødrenes kæde, Aldi, sammen med rivalen Lidl med at ekspandere ud over Europa, USA og Australien.
Men hjemme i Tyskland må de to stadig se sig henvist til lidt sekundære placeringer, når det gælder markedsandele.
Det fremgår af en ny analyse fra Dansk Handelsblads samarbejdspartner LZ Retailytics, der står bag en opdateret top 30 over de største detailvirksomheder i det store naboland med 83 mio. indbyggere.
Allerstørst med en markedsandel på 21,6 pct. er nemlig stadig Edeka, det regionalt baserede købmandssamarbejde, der fejrer, hver gang et supermarked overgår fra at være koncerndrevet til en selvstændig købmand.
Edekas omsætning nåede ifølge LZ Retailytics knap 59 mia. euro sidste år, svarende til 438 mia. kr.
Årets vækst var med 4,3 pct. højere end både Aldis og Lidls, og Edeka forventes at fastholde markedsleder-positionen frem til 2024.
”Det viser endnu en gang, at tyskerne kan lide at handle i fuldsortiments-supermarkeder. På trods af tyske kunders samhørighed med discounterne, og den igangværende ”supermarked-ficering” i discountsegmentet, spås Edeka at beholde tronen”, skriver analytiker Frauke Vor dem Berge fra LZ Retailytics i analysen.
Lidl-ejer dumper en plads
På markedets andenplads kommer Rewe, der lige netop har overhalet Lidls ejer Schwarz Gruppe marginalt sidste år. Med omsætninger lige omkring de 40 mia. euro - knap 300 mia. kr. - i Tyskland og en identisk markedsandel på 14,7 pct. er der ikke meget, der skiller de to.
Rewe med supermarkedskæden af samme navn og discountkæden Penny er imidlertid vokset hurtigst af de to på hjemmemarkedet de seneste år.
Når Schwarz Gruppe har det svært i Tyskland, skyldes det ikke så meget Lidl som samme ejers lavprisvarehuse i Kaufland, der har kæmpet en svær kamp. Kæden har netop mistet sin topchef, Patrick Kaudewitz, der midt i marts forlod jobbet med øjeblikkelig virkning. Den øverste chef i Schwarz Gruppe, Klaus Gehrig, er selv rykket ind som midlertidig afløser i Kaufland.
Amazon nærmer sig Aldi
Først som nummer fire på det tyske marked dukker Aldi op med en markedsandel på 11,1 pct. og en omsætning på 30,3 mia. euro - 226 mia. kr.
Også på femtepladsen er der skiftet ud. Meget symbolsk er det den amerikanske onlinegigant Amazon, der med tocifrede vækstprocenter flere år i træk nu har overhalet Metro, som tidligere hørte til de største i verden med hypermarkeder i mange lande.
Metro har siden solgt fra i flere omgange, og nu er Real-kæden i hjemlandet også ved at blive solgt.
For Amazons vedkommende spår LZ Retailytics en fortsat heftig vækst i de kommende år, men ikke helt nok til at indhente Aldi i løbet af fem år.
”Ifølge vores prognose vil onlinegiganten være i stand til at indsnævre gabet fra 15 mia. euro i 2018 til 2 mia. euro i 2024, men dette vil overvejende være drevet af de kendte platforme og ikke af e-handel med dagligvarer via Amazon Fresh og Prime Now. Den planlagte ekspansion af disse platforme, som har været ventet som en trussel for det tyske marked, er endnu ikke sket”, skriver analytiker Frauke Vor dem Berge.