Kiwi sænker prisen på 200 varer med 20 pct. under krisen
De norske myndigheder har opfordret alle til en fælles indsats mod coronakrisen.
I Norgesgruppens discountkæde Kiwi har man derfor valgt at skære prisen ned med 20 pct. på over 200 af kædens bedst sælgende varer fra fredag den 17. april og otte uger frem.
Det oplyser Kiwi-direktør Jan Paul Bjørk til Dagens Næringsliv.
Ifølge Kiwi-direktør vil den midlertidige prissænkning koste kæden et estimeret beløb på 200 mio. norske kr., hvilket svarer til ca. 130 mio. kr.
"I en udfordrende tid gør myndighederne det de kan for blandt andet at redde virksomheder og arbejdspladser. Kiwis bidrag er at gøre maden billigere", skriver kæden på hjemmesiden.
Hos konkurrenten Coop mener man, at det er umoralsk at vente med at sænke priserne til efter den største handelsperiode i løbet af året, som påsken er i Norge.
- Vi vil aldrig bruge krisen til at fremme os selv. At Kiwi kommunikerer priskampagnen på denne måde, reagerer vi på. Det er på grænsen og måske over, siger kommunikationsdirektør Bjørn Takle Friis til avisen.
Efterfølgende er Coop gået i Kiwis fodspor og har sænket priserne på de samme varer plus 25 varer oveni.