Kioskkæde har rekordtilgang
Butikskæden Nærkøb har rekordtilstrømning af selvstændige kiosker og nærbutikker, som har besluttet sig for at være med i kæden.
Adm. direktør i Nærkøb, Jens Bylling Jensen, har siden nytår sagt velkommen til 25 nye medlemmer, og det er betydeligt flere tilmeldinger, end der plejer at komme.
Tilgangen overstiger antallet af frafaldne medlemmer. Kæden havde ved årsskiftet 165 medlemmer, og tilgangen bringer antallet af aktive medlemmer op på 182.
Umiddelbart har kædedirektøren ikke nogen oplagt forklaring på, hvorfor kæden pludselig trækker så mange medlemmer.
- Måske har udviklingen på markedet gjort, at de nu kan se fordelen ved at gå med og benytte sig af vores kædeaftaler i stedet for at stå alene derude. Det kan også være, at nogle af butikkerne ikke passede ind i det kædekoncept, de var med i tidligere, siger Jens Bylling Jensen.
Travlhed på kædekontoret
De nye medlemmer er meget forskellige butikker. Nogle enkelte kommer fra kæderne LetKøb eller Elite, men de fleste var uden for kædesamarbejde. Enkelte har tidligere været medlemmer af Nærkøb og vender altså nu tilbage igen.
- Vi er en kæde, som får nye medlemmer ind løbende i løbet af året, men vi har aldrig prøvet at få så mange ind i løbet af så kort tid, så vi ligger vandret. Vi er kun tre ansatte i kæden, og de nye medlemmer skal jo have installeret instore-tv og ny facade og meget andet, siger kædedirektøren.
Nærkøb fejrede for nylig 15 års jubilæum og er dermed en af de længst levende landsdækkende kæder i den frie sektor.