Kinesiske Wish vil ind i danske kiosker

4. sep 2019 -
This describes the image
Wish Kina PostNord pakker moms Foto: Colourbox

"Få flere kunder i butikken. Øg salget. Øg indtægten. Indkøb de mest populære produkter.” Med disse løfter og udsagn opfordrer den kinesiske webshop Wish på dansk butikker til at melde sig som afhentningssted for shoppens varer.

Der forlyder dog på nuværende tidspunkt ikke noget om, hvornår det bliver muligt for en dansk butik at komme med i et samarbejde med Wish.

Men i Sverige har den verdensomfattende webshop åbnet butikker i Esløv, Karlskrona og Stockholm. Det skriver FDIH, der også citerer det svenske dagblad TT for oplysningen om, at flere end 200 butikker har ansøgt om at blive en del af Wish Local- konceptet.

- Det vil undre mig meget, hvis ikke Wish på et tidspunkt laver samme nummer i Danmark. Vi ved jo, at de danske forbrugere handler meget flittigt hos kineserne, og hvis de i fremtiden kan slippe for den ofte lange leveringstid, kan det få forbrugerne til at lægge endnu flere ordrer hos Wish. Det bliver interessant at følge, siger Niels Ralund, adm. direktør i FDIH.

FDIH fortæller også, at de nye pick-up-butikker vil blive udstyret med et varelager fra Wish. Det bestemmes ud fra, hvad den kinesiske webshop sælger mest af i området. Kunderne kan handle via en app, hvor de kan se, hvor deres lokale butik ligger, og hvad den sælger.

Wish har også åbnet pick-up-butikker i Tyskland, Holland og Frankrig.

Opdateret 10. nov 2020