Kim Poulsen siger farvel til ”KP Marked”
Når man næsten er vokset op i en lille købmandsbutik og selv har ejet den i 40 år, kan det være svært at se, hvornår og hvordan den skal afvikles – ikke mindst når det ikke er realistisk at sælge den til en ung købmand.
Ikke desto mindre har købmand Kim Poulsen, Min Købmand i Nr. Vorupør i Thy, taget beslutningen om at lukke sin butik, som forældrene også har ejet, på ganske kort tid – og mindst tre år før planen. Og så er han oveni købet rigtig glad.
- Jeg har det bare så godt med beslutningen og kan mærke, at det er det helt rigtige. Jeg troede, at det skulle vare nogle år, fra jeg tog beslutningen, til butikken var afviklet, og det var da ikke planen, at det skulle ske endnu. Men nu lukker vi efter sommerferien. Trine er enig i, at det er det helt rigtige, siger Kim Poulsen, der fyldte 60 år i efteråret.
Trine er hans hustru, Anne- Kathrine, der arbejder som sygeplejerske og ikke formelt har været en del af butikken.
Sparer en del udgifter
Kim Poulsen har i mange år arbejdet aktivt på at gøre Nr. Vorupør til en attraktiv og kendt by for turisterne, og i den sammenhæng har han fået et tæt forhold til sin nærmeste konkurrent og kollega Meny, hvis daglige leder er Flemming Yde Larsen, og familien Brusgaard.
- I forbindelse med min 60 års fødselsdag kom Flemming forbi for at høre, hvad jeg tænkte om fremtiden i forhold til byens forretningsliv og ikke mindst Meny og Min Købmand. Jeg havde slet ikke afvikling i tankerne, men da Flemming nævnte muligheden for at vi skulle slå os sammen i Meny, faldt jeg hurtigt for ideen, siger Kim Poulsen.
Han lægger ikke skjul på, at byen er for lille til to dagligvarebutikker om vinteren.
- Derfor har jeg heller ikke forestillet mig, at jeg kunne sælge til en ny, ung købmand. Når vi slår os sammen, sparer vi en del udgifter på driften, og samtidig samler vi rigtigt mange aktiviteter på et sted. Jeg sidder i dag med både byens apotek, GLS og Postnord. Det flytter vi til Meny, siger Kim Poulsen.
Han bevarer dog sin pibeog tobakshandel, der for en stor del foregår via nettet, i huset, hvor familien bor på førstesalen.
Udadvendte aktiviteter
Planen var, at Kim Poulsen skulle være medejer af Meny, men da ejerkredsen også er involveret i sommerhusudlejning, blev det en alt for kompliceret model.
- I stedet får jeg i en årrække et årligt beløb for min butik udover den løn, som jeg får for de ti ugentlige timer, jeg skal arbejde i Meny. Jeg skal bl.a. tage mig af de mere udadvendte aktiviteter som vinmarkeder og være med til at skabe nogle fest-koncepter. Jeg skal også repræsentere butikken i købmandssammenhænge, og så fortsætter jeg med at gøre en aktiv indsats i byen. På den måde bliver det en win-win-win-situation for min familie og mig, for Meny og for byen, siger Kim Poulsen, der også fortsætter i Dansk Handelsblads bestyrelse, hvor han er formand.
Nr. Vorupør er bl.a. kendt for surfermiljøet med tilnavnet ”Cold Hawaii” og for sit havbad. Kim Poulsens forældre købte butikken i Vorupør i 1975 og i 1978 overtog Kim Poulsen halvdelen. I 1988 blev den hans.