KFI investerer i sine centre
KFI Erhvervsdrivende Fond har investeringer i et stort antal erhvervsejendomme landet over, som giver de selvstændige købmænd mulighed for at få plads på attraktive, centralt beliggende placeringer. Fonden ejer desuden 20 mindre butikscentre spredt over hele landet, som KFI nu er i fuld gang med at udvikle.
– I flere tilfælde skulle man have udviklet vores centre for 10-15 år siden, men det har vi i nogen udstrækning forsømt, og nu står vi med den opgave at vedligeholde og udvikle vores centre, så vi først og fremmest sikrer en god beliggenhed til de selvstændige købmænd, siger adm. direktør Jesper Loiborg.
KFI har ingen ambition om at være egentlig centerejer, og man har ikke opbygget en centeradministration. Men ifølge Jesper Loiborg giver det god mening at fastholde ejerskabet af de 20 centre.
– KFI har en beslutning om at beholde de 20 centre, men det er ikke for som sådan at være centerejer, men primært for at beskytte gode beliggenheder til de selvstændige købmænd. Der, hvor det giver mening, og hvor vi har en købmandsbutik, vil vi bedst kunne beskytte den gode beliggenhed ved at være ejer. Vi er jo sat i verden for at finde, styrke og bevare disse markedspladser til de selvstændige købmænd, siger han.
Strategisk er det centrale i investeringen i et center snarere at beskytte en god beliggenhed til en købmand end det er at være centerejer. De butikscentre, der er i KFI's portefølje, er meget forskellige. Derfor er det også meget forskellige krav, der stilles til centrenes videre udvikling.
Forskellige centre
Jesper Loiborg nævner eksempler på tre centre.
Løvvangscentret i Nørresundby er blevet renoveret, og Rema 1000 er kommet ind i centret. Centret har desuden flere funktioner som politistation og et bibliotek, men der er stadig ledige lokaler.
– Det arbejder både den lokale mægler og vi med at få til at fungere og få de ledige lokaler lejet ud. Vi har ingen planer om at sælge centret, for det er en fornuftig forretning. Vi vil naturligvis ikke afvise, hvis en interesseret køber skulle komme forbi, men vi tror bare, at det har størst værdi for os, når vi har udviklet det færdigt, siger Jesper Loiborg.
I den anden ende af landet ved en af de store indfaldsveje til København ligger et af hovedstadens første højhuse, Domus Vista. I stueplan ligger Meny. Her er der flere projekter i gang. I første omgang har KFI frasolgt første sal i centret, og i stueplan har KFI nu fuld rådighed over det samlede areal. Her arbejder man med flere projekter, hvor et centralt projekt er moderniseringen af Meny butikken.
– Det center vil vi også beholde, fordi vi synes, at beliggenheden er god.
Langstrakte forløb
Et tredje eksempel er Nivå Centret i Nordsjælland. Centret har mistet mange kunder gennem de senere år, mange butikker er lukket, og senest er også Spar-supermarkedet lukket. KFI ønsker at udvikle centret og bl.a. udbygge det med flere boliger.
– Der var for nylig et borgermøde, hvor omkring 500 beboere var mødt frem og vi havde en god diskussion omkring fremtiden for centret. De lokale politikere bakker op om projektets fremtid, og der er politiske overvejelser om at lægge nogle kommunale funktioner ind i centret. Det kræver imidlertid alt sammen en helhedsplan, og når den er lavet, skal der laves en lokalplan. Selv om et projekt kører, kan der godt gå både tre og fem år, før man begynder at kunne se, hvad det skal blive til.
Jesper Loiborg siger, at der kan være tale om nogle meget langstrakte forløb, og KFI er ofte ikke selv eneherre over forløbet.
– Desuden er det afgørende, at det enkelte center er rentabelt. Det er f.eks. derfor, vi har et forslag om at udbygge Nivå Centret med boliger. Det er ikke for at vi skal tjene en masse penge på det, men det er for at sikre, at vi får nogle midler ind i kredsløbet, så vi kan udvikle centrene til gavn for de selvstændige købmænd, siger Jesper Loiborg.