Katastrofal mangel på slagterelever
Kun cirka 40 unge fra erhvervsskolernes grundforløb for detailslagtere bliver klar til at komme i praktik som butiksslagtere i år, og de tre store dagligvarekoncerner kan bruge mindst 160.
Morten Lynge Lauridsen fra Coop kalder situationen for katastrofal.
Konsekvensen er nemlig, at branchen får en lige så katastrofal mangel på slagtersvende om få år – og allerede i dag er der et øget behov i supermarkedernes slagterafdelinger.
- Vi mangler omkring 110 slagterelever resten af året, siger Morten Lynge Lauridsen.
Coop har netop åbnet sin egen skole for slagtere og bagere i samarbejde med ZBC, og det afhjælper en del af problemet for Coop.
- Langt de fleste skal være slagtere. Vi har lige nu 27 ”næsten optagne” ansøgere, som vi finder interessante til Madskolen. Hvis vi får fyldt skolen op, som vi forventer, kan de begynde i praktik februar 2017, og så mangler vi kun 30, siger Morten Lynge Lauridsen.
Skolen skal følge bekendtgørelserne for slagter- og bageruddannelserne.
Overvejer en slagterskole
Dansk Supermarked har endnu ingen konkrete planer om sin egen skole, men udelukker ikke, at det kan komme på tale.
- Hvis jeg kigger på vores behov i fremtiden, så kommer vi i Dansk Supermarked Group til at mangle detailslagtere. Der bliver i Danmark uddannet cirka 70 detailslagtere i 2016, og fagområdet vokser i disse år. Vi skal bruge 30 nye slagterelever og et tilsvarende antal svende i år, siger Jon Skålerud, HR Senior Manager, Talent Management & Learning i Dansk Supermarked Group.
Dansk Supermarked Group har allerede oprettet et Business College, hvor koncernen i samarbejde med Viden Djurs tilbyder grundforløbet EUD Business, hvorefter eleverne tager hovedforløbet i en af Dansk Supermarkeds butikker.
- Der ligger ikke noget på tegnebrættet endnu, men jeg afviser ikke, at vi i fremtiden også åbner et college for slagter- og bagerelever i samarbejde med en uddannelsesinstitution, siger Jon Skålerud.
Uddannelsen skal moderniseres
I Dagrofa, der har et stort behov for slagtere i blandt andet Meny-butikkerne, mener HR-direktør Ditlev Piper, at problemet skal løses på en anden måde.
- Jeg er enig i, at situationen er katastrofal, men det hjælper ikke, at vi laver nye skoler efter den gamle opskrift. Detailslagter-faget skal være mere sexet og attraktivt for unge mennesker. Slagterne har ikke længere brug for at kunne dele en ko i 250 dele. De skal i højere grad kunne tilberede delene og vejlede kunderne i, hvordan de selv kan udnytte udskæringerne. Uddannelserne skal matche de opgaver, så eleverne får de kompetencer, det kræver, siger Ditlev Piper, der mener, at uddannelserne kan gøres kortere.
- Man kan måske lægge en overbygning på, som kan bringe eleverne ind på flere karriereveje, så den også hænger sammen med andre uddannelser, siger han.
Meny har i øjeblikket 49 slagterlærlinge. De 22 blev ansat i 2015.