Kaffe og grøn convenience styrker fødevaregigant i Danmark
Verdens største fødevarevirksomhed, Nestlé, omsatte i regnskabsårets tre første kvartaler for i alt 432,4 mia. kr.
Det svarer til en organisk vækst på 2,8 pct., fortæller Nestlé i en pressemeddelelse.
Nestlé fastholder sine salgsmål for 2018 og forventer en organisk vækst på ca. 3 pct. for hele året.
I Danmark fremhæver landechef Henriette Kjær Schmidt bl.a. salget af plantebaserede convenience-retter.
- Vores plantebaserede produkter fra Hälsans Kök fortsætter med meget høje vækstrater. Vi har fået en bredere distribution, og flere butikker får øjnene op for potentialet. Stigningen i salget skyldes bl.a. også, at vores frosne produkter er ved at blive populære hos travle børnefamilier, der på den måde får et godt convenience-måltid, som forældrene kan stå inde for. Det gælder fx vores plantebaserede nuggets og schnitzler, siger hun.
Et andet produkt, der har styrket fødevaregiganten i Danmark, er instantkaffen Nescafé.
- Vi har aldrig haft flere Nescafé-købere i Danmark end nu, og vi ser fortsat en stigning i antallet af husstande, der vælger Nescafé i 2018. 24 pct. af alle danske husstande har købt en af de mange varianter af Nescafé instant kaffe i det seneste år, og hele 17 pct. har købt Nescafé Gold. Det betyder, at over 140.000 flere danske husstande har købt Nescafé Gold i det seneste år i forhold til året forinden. Det er også positivt, at fremgangen ses i hele landet og i alle aldersgrupper, og at stigningen er størst i aldersgruppen under 40 år, siger Henriette Kjær Schmidt.
Nestlé er verdens største fødevarevirksomhed og er til stede i 189 lande i verden.
Nestlé omsætter årligt for ca. 600 mia. kr.