Kæderne vil præge deres elever fra første dag
Landets dagligvarekæder kæmper om at få de bedste elever, og når først kæden og eleven har underskrevet uddannelseskontrakten, skal eleven uddannes i kædens værdier og ikke præges af, hvordan andre kæder gør.
Derfor har alle dagligvarekoncerner nu deres egen elev-uddannelse, som de har udviklet i samarbejde med en uddannelsesinstitution. Her møder salgseleverne kun nogle af ”deres egne”.
- Vi vil gerne sikre, at eleven kan begå sig i Coops butikker og ikke lærer noget forkert. Ved at samle eleverne på vores egne hold, sikrer vi samtidig, at niveauet er højt og læringen ensrettet. Derudover opstår der en stærk forbindelse mellem lærestedet, skolen og eleven – og et stærkt socialt sammenhold og netværk mellem vores elever, siger informationsdirektør i Coop, Jens Juul Nielsen.
Fra Rema 1000s nye HR-direktør Michael Skou lyder det:
- Vi ser en stor fordel i at samle vores elever på samme skole. Der får de hver en ”værkstøjskasse” med udgangspunkt i netop vores værdier, og når eleverne efter en periode i butikkerne mødes på skolen igen, har de afprøvet deres teori i praksis. Når de tager udgangspunkt i samme værdisæt, får de mere ud af at udveksle erfaringer. Det har også glæde af de erfagrupper, som de danner henad vejen, og de fungerer netop, fordi eleverne har samme baggrund, siger han.
Vil sikre sig de bedste
For Dagrofa handler det også om at integrere eleverne i Dagrofas kultur.
- Når vi laver vores eget forløb, kan vi udover den obligatoriske skoleundervisning, give eleverne rigtig meget Dagrofa-kultur og Dagrofa-netværk med andre elever. Elever får dermed direkte praksisorienteret undervisning, som de kan relatere til deres hverdag hjemme i butikken, siger Sine Rosenkrantz Lindegaard, kommunikationsmedarbejder i Dagrofa.
I Dansk Supermarked siger Jon Skålerud, HR Senior Manager og ansvarlig for elevuddannelserne, at koncernen ved at have egen skole blandt andet vil tiltrække og udvikle de bedste unge talenter.
- For at sikre vores position som førende i detailbranchen, har vi brug for kompetente medarbejdere i alle dele af organisationen. Det får vi bedst ved at tage del i elevernes hele uddannelsesforløb, som vi målretter vores butikker, siger Jon Skålerud.
Dansk Supermarked udbyder som den eneste koncern grundforløb 1 og 2, hvor eleverne får løn.
Rema 1000:
- har eget hovedforløb og uddanner cirka 150 salgsassistenter om året Kæden har hele tiden 275 elever i gang – butikkerne har hver op til to elever
- indledte for halvandet år siden et samarbejde med Detail-divisionen i Grenaa, hvor eleverne nu er samlet på hovedforløbet
- eleverne kommer med forskellig baggrund: nogle har HG, andre kommer fra butikkerne
- alle elever skal afslutte deres uddannelse med niveau 4 – hvilket vil sige, at de har fag på erhvervsakademi-niveau (de, der er i gang med uddannelsen uden, skal opgraderes)
- har ikke bager og slagterelever
Dagrofa:
- ansætter hvert år cirka 125 salgsassistentelever, der tager deres hovedforløb på Tradium Randers
- samarbejdet har eksisteret siden sommeren 2014
- som udgangspunkt uddanner alle Dagrofa’s salgsassistentelever sig på talentspor, hvorved de får fag på akademiniveau
- uddanner cirka 30 elever hvert år inden for bager og slagterfaget – men ikke på egne hold
- ønsker at uddanne flere elever
COOP:
- har eget hovedforløb for salgselever på Detaildivisionen i Grenå. Coop uddanner hvert år 250 salgsassistenter
- har samarbejdet med Detaildivisionen i Grenå i mindst 25 år
- har grundforløb 2 for bagere og slagtere på Madskolen, der starter de første hold i august med 30 bagere og 30 slagtere
- hovedforløbet tager bagere, bagværker og konditorer (i alt 30 per år), slagtere (50) og delikatesseassistenter (40) på ZBC, Roskilde. De første hold starter i august
Dansk Supermarked:
- har eget grundforløb 1 og 2 på Dansk Supermarked Business College – 15 elever er netop startet, men der optages løbende elever
- eleverne får løn fra første dag på grundforløbet (almindeligvis får grundskole-elever over 18 år SU – og unge under 18 år får intet)
- har eget hovedforløb på koncernens eget kursuscenter Bøgehøj i Ebeltoft – i samarbejde med Viden Djurs
- uddanner hvert år 3-400 salgsassistenter
- bagermestre fra Føtex og Bilka holder et rekrutteringsevent på Mercantec i Viborg, hvor de kan udvælge bagerelever – indgås der en aftale, får eleven løn under grundforløbe
- bager- og slagterelever tager en del af deres hovedforløb på Bøgehøj Kursuscenter – resten på den lokale erhvervsskole