"Kæder overser gevinster ved geotracking"

21. feb 2017 -
This describes the image
Per Østergaard Jacobsen. Foto: CBS
Skrevet af: Søren Tougaard

Hverken Coop eller Dagrofa har aktuelle planer om geotracking, men begge virksomheder oplyser, at det er et område, de følger.

Dermed går de danske dagligvarekæder glip af en oplagt mulighed for at teste ny teknologi og - på sigt - få flere loyale kunder i butikken, ligesom geotracking kan give indsigt i, hvor det er mest optimalt at placere butikker.

Det mener Per Østergaard Jacobsen, big data-ekspert og ekstern lektor ved Institut for Afsætningsøkonomi under CBS.

Han kalder geotracking et værktøj, der kan bruges til at gøre en kæmpe forskel, hvis butikkerne ellers benytter det med omtanke.

For med geotracking kan kunderne lynhurtigt modtage aktuelle tilbud på deres mobil, når de fysisk er i nærheden af butikken eller bevæger sig rundt mellem varerne.

- Indkøb er ofte ikke en fornøjelse. Det er en pligt. Derfor er jeg sikker på, at services, der gør det lettere og hurtigere for forbrugerne at handle ind, vil vinde frem. Industrien og dagligvarekæderne holder innovationen nede i dag, men jo mere information, kæderne kan få, jo bedre vil de kunne designe løsninger, der kan gøre det interessant at handle for forbrugerne, mener Per Østergaard Jacobsen.

Drop tilbudstankegangen
Selv om teknologien endnu ikke har vundet udbredelse i dagligvarekæderne, handler geotracking ret beset om at få kunder i butikken. Nøjagtig som den gamle tilbudsavis.

Og det er her, kæderne alt for ofte fejler, når de lancerer nye services, mener Per Østergaard Jacobsen.

- Dagligvarekæderne har det forkerte mindset i forhold til kunder og forbrugeradfærd. Den gamle avistilbudstankegang fl ytter med over i ny teknologi. Kæderne tænker meget kortsiget på, at nu skal vi have proppet noget mere ned i folks kurv i stedet for at tænke langsigtet på at skabe loyale kunder, siger han.

Per Østergaard Jacobsen tror, at geotracking kan blive en stor succes i dagligvarehandlen og detailbranchen. Men det kræver, at kunderne oplever, at de får værdi ud af at levere data til butikken og ikke føler det som overvågning.

- Hvis det kan lade sig gøre i Herning, kan det lade sig gøre alle steder. Men geotracking er benhårdt arbejde og ønsket om teknologien skal komme fra toppen. Til gengæld kan kæderne få vitale data på, hvordan kunderne bevæger sig rundt, hvordan man ligger fl owet af butikker og meget mere, siger han med henvisning til Herning Centret, hvor kunderne via en app kan modtage tilbud fra deres favoritbutikker, når de går forbi butikken i centret.

- Kæderne må til at spørge sig selv, hvad der skal komme i stedet for tilbudsaviser? De bliver dårligere og dårligere og dyrere og dyrere, siger Per Østergaard Jacobsen.

Opdateret 10. nov 2020