Jobansøgere taler ikke altid sandt
Når jagten på ønskejobbet er i gang, kan der ind i mellem snige sig en enkelt overdrivelse eller to ind i jobansøgningen.
Det viser en ny undersøgelse fra Deloitte.
Én ud af 14 danskere i arbejde eller næsten 200.000 personer indrømmer at have overdrevet deres kvalifikationer for at få et job. Særligt de unge under 30 år har et afslappet forhold til, hvad der er sandt og falsk, når de vil ind på arbejdsmarkedet.
- Når man søger job, skal man jo forsøge at sælge sig selv på bedste vis. Sådan har det altid været, og sådan vil det også være fremover. Der er dog stor forskel på at fremhæve sine gode sider og komme med en decideret løgn om, hvad man kan. Den grænse er der øjensynligt lidt for mange, der overtræder, siger ledelsesekspert i Deloitte, Kim Domdal.
Mens kun én ud af 20 medarbejdere over 50 år indrømmer at have pyntet på deres CV, gælder det for hver ottende af de unge under 30 år.
- Generelt er de unge mere overmodige end de ældre, når de søger job. Samtidig er Facebook-generationen jo vant til at færdes frit på de sociale medier. Her er der en tydelig tendens til, at man udstiller et mere flatterende image af sig selv, end virkeligheden nogle gange kan bære, siger Kim Domdal.
Fakta:
Andelen af danskere, der indrømmer at have overdrevet deres kvalifikationer for at få et job.
18-29 år: 12 pct.
30-39 år: 9 pct.
40-49 år: 6 pct.
50-59 år: 5 pct.
60+ år: 5 pct.
Alle aldre: 7 pct.
Tallene er baseret på i alt 1004 interview med repræsentativt udvalgte danskere på 18 år og derover. Undersøgelsen er gennemført af Epinion for Deloitte.