Indkøbsselskab deler ti millioner ud til medlemmerne
Indkøbsselskabet BFI-indkøb A/S fik i regnskabsåret 2015 et overskud på godt 10 mio. kr., - pengene er nu på vej til medlemmerne.
- Vi er jo et nonprofit selskab ejet af vores forhandlere, så hver en krone vi har i overskud bliver delt ud som bonus, fortæller adm. direktør Bjarne Månsson, BFI-indkøb.
BFI-Indkøb har haft pæne overskud de seneste fem år, og selskabet når med resultatet for 2015 op på at have udbetalt over 100 mio. kr. i bonus til forhandlerne siden oprettelsen af indkøbsselskabet tilbage i 1998.
Bjarne Månsson oplever, at de selvstændige benzinforhandlere, som køber dagligvarer ind gennem selskabet, har klaret sig forholdsvis godt i løbet af de senere år.
Medlemmerne af indkøbsselskabet er blandt andet med forhandlere hos Extra, Statoil og Shell. Sidste år mistede BFI-indkøb kunder, fordi nogle forhandlere enten lukkede planlagt eller gik konkurs. Størst var nedgangen hos Shell, hvor seks forhandlere lukkede, men til gengæld havde BFI-indkøb også kundetilgang. Samlet mistede selskabet tre kunder, og det betragter BFI-direktøren som billigt sluppet.
- Vi er i et konkurrencepræget marked, hvor der er lukket mange butikker gennem de seneste fire-fem år med finanskrise og liberaliseringen af lukkeloven. Vores medlemmer er nogle af dem, der er gået mindst tilbage og klarer sig bedst, siger han.
- Jeg tror, at vores medlemmer klarer sig bedre, fordi de selv bestemmer, hvilken vej de vil gå, og hvad de vil satse på lokalt. De er ikke bundet op på at gøre, som alle de andre gør i hele kæden. Det kan være en god forretning at sælge flåede tomater i Nørresundby men en skidt forretning i Nakskov, og det afgør forhandleren selv i sit eget lokalområde, siger Bjarne Månsson.