Hos Købmanden i Lundeborg betjener borgerne hinanden
Hele 13 år skulle der gå uden dagligvarebutik i den lille sydøstfynske havneby Lundeborg, før en gruppe borgere besluttede sig til, at de nu snart måtte gøre noget. Og det gjorde de: I foråret 2019 åbnede Købmanden i Lundeborg i de lokaler, hvor der siden tidernes morgen er blevet solgt proviant og dagligvarer.
Butikken er drevet af frivillige, og omsætningen lå de første godt otte måneder - fra åbningen 12. april til december 2019 - på 2 mio. kr. inklusive moms. Butikken gav endda overskud.
- Det er sådan her i Lundeborg, at to mennesker dårligt kan mødes og snakke mere end to minutter, før de har dannet en forening. Og det var også sådan butikken kom op at stå, fortæller Kenneth Arndrup, formand for bestyrelsen i den gruppe, der står bag etableringen af butikken.
[caption id="attachment_89647" align="alignnone" width="696"] Birthe Stobberup (bag disken) og hendes mand Finn Plougheld er blandt de mange frivillige. De har kun boet i Lundeborg i få år, men har har udvidet deres netværk gevaldigt, siden de begyndte at arbejde i butikken. Foto: Helle-Karin Helstrand[/caption]
Han har budt inden for i den 120 kvm. store, nyrenoverede butik fredag eftermiddag, en halv time før eftermiddagsåbningen fra 15 til 18.30. Om formiddagen er butikken åben fra 7.30 til 10. I højsæsonen er der åbent hele dagen - hver dag.
- Selv om flere børnefamilier er rykket hertil de senere år, er det primært gamle tokkenokker som mig, der bor i byen. Vi kunne godt se, at vi nok på et tidspunkt kunne få problemer med at komme til de nærliggende byer for at handle, siger Kenneth Arndrup med et smil.
Borgerne kan alternativt handle i Min Købmand i Gudme, 8 km fra Lundeborg. Til Meny i Hesselager er der 7 km - og til SuperBrugsen i Skaarup skal borgerne køre ca. 10 km.
Organiseret i grupper
Efter en række borgermøder i slutningen af 2018 blev det besluttet, at der ved hjælp af medlemsindskud og borgerog foreningslån skulle skaffes penge til en renovering af det gamle butikslokale, som foreningen lejer, og til etablering af en dagligvarebutik.
- Vi havde et møde med Dagrofa, men etablering af en kædebutik under Dagrofa ville blive for dyr. I stedet hentede vi erfaringer fra to butikker i nærheden, der i højere grad ligner det, vi kunne og ville - nemlig Provianten i Dyreborg og Storms Hjørne i Troense, siger bestyrelsesformanden.
[caption id="attachment_89645" align="alignnone" width="696"] Foto: Helle-Karin Helstrand[/caption]
Det gik hurtigt med at samle penge ind, og inden årsskiftet stod der 395.000 kr. på en konto. 235.000 kr. skal betales tilbage til borgerne i løbet af fem år.
- 12. april kunne vi slå dørene op med frivillige til at stå for langt det meste af arbejdet. Vi har dog to frivillige, der får løn for nogle konsulenttimer, når de tager sig af det administrative arbejde, indkøb og kontakt med vores leverandører, siger Kenneth Arndrup.
Arbejdsopgaverne er delt ud på grupper med hvert sit ansvarsområde. Hver gruppe har en tovholder, der er medlem af en såkaldt butiksgruppe.
- Gruppen holder møder, hvor de deler erfaring og snakker om, hvordan det går. Er en gruppe selvkørende blander jeg mig ikke, for det er helt sikkert mere spændende at være frivillig, hvis man også har ansvar. Nogle grupper skal have hjælp, siger Kenneth Arndrup. Han er pensionist, men har en fortid på Danske Banks hovedkvarter, hvor han blandt andet arbejdede med organisation.
Lokal frugtvin og hjemmestrik
En del af butikken minder til forveksling om en helt almindelig, nyere dagligvarebutik: Reoler og køleskabe, hvor dagligvarer står side om side i sirlige rækker og et bord med en flaske håndsprit minder kunderne om, at coronavirussen er her endnu.
- Vores grundsortiment får vi fra Dagrofa, fortæller bestyrelsesformanden og tilføjer, at en stor del af sortimentet er økologisk. - Det gav lidt protester i begyndelsen, fordi nogle synes, varerne blev for dyre. Men nu har vi rettet priser og sortiment lidt til, og de unge vil gerne have økologi, siger han og tilføjer, at prisen på basisvarer matcher den nærliggende Meny.
[caption id="attachment_89650" align="alignnone" width="696"] Grundsortimentet kommer fra Dagrofa, mens lokale varer også fylder godt i butikken, fortæller bestyrelsesformand for Købmanden i Lundeborg, Kenneth Arndrup. Foto: Helle-Karin Helstrand[/caption]
- Med nogle varer er vi billigere, siger han. Andre reoler er fyldt med varer fra lokale producenter - det drejer sig blandt andet om kød fra Gudme Slagteri og frugtvin fra sydfynske Grand Vin. Men der er også hjemmestrik og kunsthåndværk. - De leverandører har vi en hyldemeteraftale med. En sådan aftale betyder, at leverandøren betaler 100 kr. om måneden for en hyldemeter og 20 pct. af salget. Ikke mindst turisterne vil gerne købe produkterne fra de lokale. I juli sidste år tjente vi 30.000 kr. på vores hyldemeteraftaler, siger Kenneth Arndrup.
Stigende omsætning
Lundeborg har 433 faste beboere, men er samtidig er turistmagnet om sommeren. - På en god sommerdag kan vi være op mod 5000 mennesker i byen. De kommer i deres lystbåde eller bor i områdets sommerhuse, på bed & breakfast eller på vores tre campingpladser, siger Kenneth Arndrup.
På havnen, der i øjeblikket er ramt af en stille sommerregn, er der lige nu hverken mange mennesker eller mange både - måske er det for tidligt på sæsonen - måske har coronakrisen fået folk til at blive hjemme.
- Vi har under coronakrisen haft et stort rykind af storbymennesker, der var sendt hjem fra arbejde og derfor boede og arbejdede i deres sommerhuse, og samtidig har de unge i byen arbejdet hjemmefra. Det kan vi se på omsætningen, der i foråret ligger på indeks 200 i forhold til budgettet, siger Kenneth Arndrup.