HK Handel: Sexisme er et stort problem i handelsbranchen

2. okt 2020 -
This describes the image
HK Handels formand Per Tønnesen vil have arbejdsgiverne på banen i forhold til at bekæmpe sexisme på arbejdspladsen. Foto: HK Handel
Skrevet af: Søren Tougaard

Bemærkninger af grænseoverskridende seksuel karakter. Befamlinger på brysterne. Og kolleger, der har taget billede af en anden kollega i omklædningsrummet.

Det er blot nogle af de oplevelser med uønsket seksuel adfærd, HK Handels arbejdsmiljørepræsentanter har set eller oplevet på egen krop på deres arbejdspladser i butikker, på lagre og kontorer i løbet af det seneste år.

- Det her er en problematik, som vi skal tage meget alvorligt. Der er ingen, der skal udsættes for grænseoverskridende adfærd, når man blot vil passe sit arbejde. Vi hører om både fysiske og verbale krænkelser, og det skal vi til livs. Derfor vil vi sikre, at tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter har redskaber til at hjælpe krænkede kolleger, fastslår Per Tønnesen, formand for HK Handel.

Vil have arbejdsgivere på banen

På en netop overstået konference for arbejdsmiljørepræsentanter tog HK Handel temperaturen på udbredelsen af sexisme og sexchikane inden for handelsbranchen.

Undersøgelsen viser, at tre ud af 32 arbejdsmiljørepræsentanter selv har oplevet uønsket seksuel adfærd, mens otte har oplevet en eller flere kolleger være udsat for dette.

I en del tilfælde er det kunder, der står bag krænkelserne, og ikke blot noget, der foregår mellem kollegaer eller mellem chef og medarbejder.

Derfor må arbejdsgiverne på banen, mener HK Handel. Både i forhold til at sikre et arbejdsmiljø uden krænkelser internt og for at sikre, at der er en særlig plan og instruks for, hvor de butiksansatte kan gå hen, når en kunde er gået over stregen.

- Vi står med en særlig udfordring på butiksområdet, fordi det i nogle tilfælde er kunder, der står bag den grænseoverskridende adfærd. Det kan være svært at håndtere i et miljø, hvor mantraet ofte er, at kunden altid har ret, siger han og fortsætter:

- Vi skal ikke ud i, at den muntre tone i butikken forsvinder mellem kollegerne eller mellem kunder og medarbejdere. Der skal selvfølgelig være en respektfuld og ordentlig tone. Derfor er det vigtigt, at de enkelte butikker laver handlingsplaner for, hvordan medarbejderne skal håndtere sexisme og chikane fra kunder, og det vil vi nu rejse over for arbejdsgiverne, siger Per Tønnesen.

Det er ikke mere end en uge siden, at Salling Groups topchef Per Bank skrev et internt brev til samtlige ansatte, hvori han opfordrede til, at medarbejderne skulle tage fat i ham, hvis de oplever upassende opførsel fra en chef eller kollega.

"I Salling Group tolerer vi ikke krænkende adfærd, og for mig personligt er det helt afgørende, at vi behandler hinanden med respekt og omtanke", lød det blandt andet i brevet.

Læs også: Per Bank: Vi tolererer ikke krænkende adfærd

 

Opdateret 10. nov 2020