Hjem-Is udskyder danske butikker

13. jan 2016 -
This describes the image
Butikkerne i kæden Pure Danish Ice Cream and Chocolate vil fortrinsvis blive indrettet som butik-i-butik. Illustration: Hjem-Is
Skrevet af: Claus Jensen

Hjem-Is er på vej til at åbne 500 is-butikker i Kina og udskyder sine planer om 50 butikker i Danmark.

Hjem-Is vil i samarbejde med en kinesisk milliardær åbne 500 butikker i Kina i løbet af de kommende tre år - til gengæld har selskabets adm. direktør Frank Jørgensen Waller foreløbig aflyst sine planer om en kæde på 50 butikker i Danmark.

Selskabet arbejdede ellers i flere måneder med planer om at åbne en dansk kæde med convenience-butikker med is, brød og kaffe, men udsigten til et forretningseventyr i Kina har i løbet af det seneste halve år fejet de danske butiksplaner af bordet.

- Det har vi hverken ressourcer eller tid til i øjeblikket. Det var på tegnebrættet, men der kom lige en bold ind fra højre, siger Frank Jørgensen Waller.

- Hvordan blev 50 butikker i Danmark pludselig til 500 butikker i Kina?

- Den korte version er, at vi knyttede kontakt med en kinesisk partner via vores tyske netværk, og vi blev så inviteret derud, siger Frank Jørgensen Waller.

Mindst 500 butikker

Ledelsen af Hjem-Is blev ved besøget i Kina modtaget af ikke blot partneren - den stenrige ejer bag selskabet Zouping Fukai - men også af højtstående embedsmænd, som kunne give tilsagn om de nødvendige licenser, og aftalen blev underskrevet kort før jul.

Det kinesiske butikskoncept bygger ovenpå det planlagte danske koncept, men det er tilpasset de kinesiske forbrugere med blandt andet den særlige kinesiske gavekultur.

De fleste butikker åbner som butik-i-butik i lokaler tilhørende den kinesiske partner, og den første af slagsen åbner i maj-juni i byen Jinan med 6,7 mio. indbyggere. Der oprettes allerede i februar et uddannelsescenter for projektet i lokaler tilhørende Zouping Fukai Ltd., og Hjem-Is åbner også selv kontor i Kina.

- Vores partner forventer minimum 500 butikker inden for de første tre år, men han siger, at det kan gå endnu stærkere, og han vil også udbyde konceptet via sit netværk i Kina og Taiwan, fortæller Frank Jørgensen Waller.

Opdateret 10. nov 2020