Herningcentret skifter ejer
Herningcentret blev sidste år kåret til årets shoppingcenter med Danmarks bedste aktiviteter.
Nu er det store midtjyske center blevet solgt til Danske Shoppingcentre P/S, der ejes af ATP Ejendomme og Danica Ejendomme, og som i forvejen står bag 16 shoppingcentre herhjemme.
- Vi er rigtig glade for at kunne tilføje Herningcentret til vores portefølje af shoppingcentre. Alene i de seneste fem år er der investeret ca. 100 mio. kr. i centret, så det er et moderne og desuden meget veldrevet shoppingcenter, vi overtager med høj udlejningsprocent, spændende butikker og et solidt kundegrundlag, siger Michael Nielsen, adm. direktør i Danske Shoppingcentre i en pressemeddelelse.
Langsigtet investering
Baggrunden for salget var, at den nuværende ejerkreds ønskede en fremtidig ejer med et langsigtet perspektiv og kernekompetencer inden for drift og udvikling af shoppingcentre.
I den nuværende ejerkreds var der enighed om at sælge centret.
To af ejerfamilierne har således været med i alle 40 år, og Difko-investorerne har været med i 28 år, selv om deres investeringshorisont egentlig kun var 20 år, ifølge pressemeddelelsen.
Formelt skal salget nu godkendes af Konkurrencestyrelsen. Det forventes at ske i løbet af de næste par måneder, oplyser parterne.
Den nye ejer overtager herefter centret den 1. oktober 2018.
Danske Shoppingcentre ejer blandt andet Frederiksberg Centret, Lyngby Storcenter, Kolding Storcenter, Randers Storcenter og City Vest i Brabrand.