HelloFresh runder 265 mio. kr. i Norden - satser på flere lokale leverandører
-
Måltidskassekæmpen har fokus på konstant at forbedre produktet efter kort tid på det danske marked. Det betyder blandt andet samarbejde med flere lokale leverandører
Verdens førende leverandør af måltidskasser, tyske HelloFresh, leverede 600 mio. måltider fordelt på 14 markeder i 2020. Her steg den globale omsætning med 111 pct. i forhold til 2019, så den ny lyder på 3,75 mia. euro - ca. 28 mia. kr.
HelloFresh væksttal ligger langt højere i Norden, hvor måltidskassekonceptet først blev lanceringen i Sverige for to år siden og herefter kom til Danmark i juni 2020.
I 4. kvartal 2020 voksede HelloFresh med 3000 pct. sammenlignet med samme kvartal i 2019, og i dag har HelloFresh en samlet dansk-svensk omsætning på 265 mio. kr., oplyser selskabet i en pressemeddelelse
-.Vi har meget at takke vores nordiske kunder for, som har taget rigtig godt imod vores måltidskasser. Men vi er aldrig bedre end vores sidste måltidskasse, og derfor ser vi også hele tiden på, hvordan vi kan forbedre vores produkt og sikre den bedste oplevelse for vores kunder. Derfor gik vi ind i det nye år med mere variation, flere opskrifter, nye premium-retter og endnu mere fleksibilitet, siger Kristian Hald, adm. direktør for HelloFresh i Danmark og Sverige.
Pandemien øger måltidskassesalget
Kristian Hald fortæller, at pandemien har betydet en stigende efterspørgsel.
- Der er ingen tvivl om, at corona har været med til at øge interessen for måltidskasserne blandt både danskerne og svenskerne, som med vores koncept får mulighed for at få leveret friske ingredienser og smagfulde opskrifter lige til døren og på den måde undgå køerne i supermarkederne, siger HelloFresh-direktøren.
Han oplyser, at HelloFresh planlægger en udvidelse af leveringen i både Danmark og Sverige og desuden vil samarbejde med flere lokale leverandører.