Grønt lys for stort Shell-salg tager tid
Et halvt år efter meddelelsen om, at Statoil Fuel and Retails ejer, den canadiske gigant Couche-Tard, overtager Shells mere end 300 danske tankstationer, har konkurrencemyndighederne endnu ikke modtaget nogen officiel anmeldelse af fusionen til godkendelse fra parterne i giganthandelen - hverken her i landet eller i EU.
Og uden et grønt lys fra enten Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen herhjemme eller konkurrencekommissær Margrethe Vestagers departement bliver der ingen handel.
Ifølge Couche-Tards europæiske datterselskab Statoil er der dog ingen grund til at tro, at handelen ikke skulle falde på plads nogenlunde som forventet. Der er løbende kontakt med EU-kommissionens konkurrencemyndighed.
- Allerede da vi lagde buddet, meldte vi ud, at det først ville gå igennem i starten af det nye år. Så det kommer ikke bag på os. Vi oplever det ikke som nogen form for forsinkelse, siger Statoils marketing- og kommunikationsdirektør Ann Kirstine Havsteen til Dansk Handelsblad.
Senest maj 2016
Der har dog været forskellige bud på, hvornår handelen kan falde på plads. I den pressemeddelelse fra Shell, hvor salget blev offentliggjort i foråret, hed det gennemførsel i 2015.
Køberen, Couche-Tard, har imidlertid på forhånd givet processen mere tid med forventning om et godkendelses-tidspunkt i "anden halvdel" af convenience-gigantens skæve regnskabsår, der slutter med udgangen af maj 2016.
Den forventning gentager man altså nu hos Statoil, der bliver den nye ejer af Shells danske forretning.
Dansk Handelsblad har været i forbindelse med flere konkurrence-jurister med indgående kendskab til godkendelsesprocedurerne i EU, og alt peger i retning af, at et temmelig langt tilløb forud for selve den officielle anmeldelse af fusionen ikke er usædvanligt.
Der løber nemlig en såkaldt prænotifikations-procedure, hvor konkurrencemyndigheden stiller krav - og masser af spørgsmål - til ansøgeren, indtil anmeldelsen er skåret så meget til, at den bl.a. kan blive behandlet indenfor de tidsfrister, som der er for konkurrence-sagsbehandlingen.
Til gengæld kan man som fusions-anmelder håbe på, at der så kommer fart på selve den officielle behandling, fordi meget er klappet af på forhånd.
Én reel konkurrent
Jo mere kompliceret en sag, jo længere tid kan prænotifikations-perioden vare.
Der er al mulig grund til, at en sammensmeltning på ejersiden af Shell og Statoil med en samlet markedsandel et pænt stykke over 40 pct. af brændstofmarkedet skulle være en svær konkurrence-sag. Storhandelen er blevet kritiseret af bl.a. bilist-organisationen FDM.
- Når den største spiller køber den næststørste og går fra 20 pct. til over 40 pct. af markedet, har det naturligvis en effekt på konkurrencen. Det er vanskeligt ikke at forestille sig højere priser, hvis fusionen går igennem. Så vi vil hellere have færre tankstationer end færre benzinselskaber, sagde FDMs forbrugerøkonom Allan Skytte Christensen, da handelen blev kendt.
Der er en udbredt forventning om, at der skal sælges - og måske lukkes - stationer for at få godkendt handelen.
Til sammen står Shell og Statoil aktuelt for 659 ud af ca. 2000 tankstationer i Danmark - og en langt højere andel af de bemandede stationer, hvor Q8 med 113 stationer bliver den eneste reelle konkurrent.
439 bemandede stationer svarer til 80 pct. af samtlige, og dertil kommer 220 ubemandede stationer i Ingo, Shell Express og 1-2-3.
Af Jesper Veber Knudsen
jeve@dhblad.dk
Shells danske tankstationer skal bevare navnet. Men bag facaden kan der være store synergi-gevinster at hente, når Shell med tiden får samme ejer som Statoil.
Foto: Shell