Grænsehandlen stadig ikke oppe i gear trods åbne grænser
-
Det kniber med at lokke de danske kunder ned til butikkerne syd for grænsen, selvom grænsehandlen har været åben i fire måneder
I snart fire måneder har danskere med hang til slagtilbud, tyske priser og fraværet af pant frit kunne besøge grænsebutikkerne for at handle ind uden at skulle gå i karantæne efterfølgende. Det til trods er omsætningen og kunderne endnu ikke vendt tilbage til Slesvig-Holsten-området.
Det skriver Fødevarewatch.
Hos Faktas tyske butikker melder man om kundetrafik væsentligt under normalen, mens Fleggaard-koncernen, der driver otte Fleggaard- og otte Calle-butikker, melder om omsætningsfald. Et fald, der blandt andet tilskrives manglen på kør selv-ferier.
- Salget henover sommeren har ligget lidt under 2019-niveau, hvilket vi primært tolker som ændringer i folks rejsemønster. Vi har ikke set det samme antal kunder på vej til og fra ferie, som vi plejer, lyder det i et skriftligt svar fra Lars Mose Iversen, adm. direktør i Fleggaard-koncernen.
Mens danskerne traditionelt har handlet bredt ind i de forskellige varekategorier under indkøbsturene til Tyskland er salget på nuværende tidspunkt i høj grad fokuseret på de mest traditionelle grænsevarer såsom øl, vand og konfekture. Det er desuden varer, hvor marginen er lavere end eksempelvis fødevarer og rengøringsartikler, hvilket er med til at presse indtjeningen.