Grænsebutikker vil miste en halv milliard

27. maj 2015 -
This describes the image
Skrevet af: Henrik Denman

Regeringen er med opbakning fra SF og Enhedslisten klar til at underskrive en aftale med Tyskland om pant på dåser købt i grænsehandlen.

Når det danske retursystem efter planen er udbygget til at kunne tage imod de mange dåser fra grænsehandlen i 2018, skønner kontorchef Christian Vind i Miljøstyrelsen, at det vil flytte en omsætning for omkring en halv mia. kr. om året fra grænsebutikkerne til de danske butikker.

Omregnet svarer det til omkring 200 mio. dåser ud af de flere end 600 mio. dåser, som danskerne hvert år køber i grænsehandlen.

Hos Fleggaaard Detail, der er den største aktør i grænsehandlen, afviser adm. direktør Mike Simonsen, at pantaftalen vil få nogen betydning.

Tre ministre

Miljøminister i delstaten Slesvig-Holsten, Robert Habeck (De Grønne), og den danske miljøminister Kirsten Brosbøl (S), har længe filet på at få gjort aftalen om pant på tyske dåser i grænsehandlen helt klar.

Nu har Kirsten Brosbøl offentliggjort, at hun har et flertal klar i Folketinget til at godkende aftalen. Flertallet består af regeringen, SF og Enhedslisten.

Aftalen vil i løbet af kort tid blive underskrevet af den tyske forbundsregerings miljøminister, Barbara Hendricks (det tyske socialdemokratiske parti SPD), Kirsten Brosbøl fra Danmark og Robert Habeck fra Slesvig-Holsten.

Aftalen

Dermed har Kirsten Brosbøl nået, hvad syv tidligere miljøministre har forsøgt i mere end 10 år: At få pant på de tyske øl- og sodavandsdåser, som danskerne køber i grænsebutikkerne og kører hjem til Danmark.

Den aftale, der er på bordet, indebærer, at der fremover skal opkræves pant på en krone samt 19 øre i tysk moms, når man køber en almindelig dåse og andre pantbelagte emballager i grænsehandlen.

Man kan få panten på en krone retur, hvor man normalt handler på linje med, når man returnerer andre øl- og sodavandsdåser købt i Danmark.

Vicedirektør i DSK, Claus Bøgelund Nielsenpeger på, at der skal betales tysk moms på 19 øre per dåse med dansk pant.

– Den tyske moms får man ikke retur, hvis man afleverer sine grænsedåser i Danmark. Dermed nedbringes grænsehandelen, da der både vil være pant på begge sider af grænsen, og prisforskellen bliver lidt mindre, siger han.

Af Henrik Denman
hede@dhblad.dk

Illustration: Ulrik Samsøe Figen

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?