Fødevarelager med rotter beslaglagt
Ved en fælles aktion har Fødevarerejseholdet og Skat fundet op mod 100 ton fødevarer på et ulovligt lager, der var stærkt inficeret af rotter.
Det ulovlige fødevarelager blev fundet på Torvekanten 5 i Valby natten til lørdag. Rundt om i lokalets otte lokaler stod lige over 100 paller med 80-100 ton forskellige fødevarer så som slik, sodavand, mel og vin. Det var alt sammen dækket af et lag af rotteekskrementer.
- Det er langt fra første gang, at vi finder sådan et lager, men sjældent ser vi så massiv en forekomst af rottelort på stedet. Derfor er varerne på lageret ikke bare ulovlige - de er også sundhedsskadelige, siger Søren Jensen fra Fødevarerejseholdet i en pressemeddelelse.
På grund af manglende fakturaer fra lagerets side har Fødevarestyrelsen foreløbig ikke oplysninger om, hvilke butikker der har aftaget varer fra lageret. Denne mangel på sporbarhed er et alvorligt problem for både kiosker og forbrugere, fordi de dermed ikke har en chance for at vide, om deres varer har været opbevaret fødevaresikkerhedsmæssigt korrekt.
Af Henrik Denman