Fødevarebranchen vil tiltrække unge

3. okt 2016 -
This describes the image
Arkivfoto: Helle-Karin Helstrand
Skrevet af: Henrik Denman

En af de store udfordringer for fødevareindustrien er at sikre sig, at den også i fremtiden kan rekruttere de medarbejdere, der er brug for.

Kampagnen ”Mad about MAD” skal øge kendskabet blandt unge i Danmark til Food Careers og dermed fødevarebranchens mange uddannelses- og karrieremuligheder. Food Careers er et karriereunivers, som skal tiltrække flere unge til fødevarebranchen og samtidig løfte branchens image ved at vise unge de mange muligheder inden for fødevarerelaterede uddannelser og jobs.

Fødevareindustrien står allerede i dag med udfordringerne. En undersøgelse, Epinion har lavet i år for Madkulturen, viser, at 20 pct. af de adspurgte virksomheder har meget vanskeligt ved at skaffe den nødvendige arbejdskraft, og 40 pct. af virksomhederne forventer, at det bliver et problem i fremtiden.

– Danmark har en af verdens største, bedste og mest innovative fødevarebrancher. Skal vi blive ved med det, skal vi sikre os, at vi fremover tiltrækker de rette hoveder og hænder, der kan og vil løfte os ind i fremtiden, siger direktør for Madkulturen, Judith Kyst.

Kender ikke mulighederne

Ikke alle unge – eller deres forældre – har øje for de mange muligheder i fødevaresektoren, når de skal vælge uddannelse. Faktisk har færre end hver femte ung, der søger uddannelse, overvejet at tage en fødevarerelateret uddannelse. Det viser en kendskabsmåling, som Bruun & Partnere har lavet for Madkulturen.

– Der er rigtig mange unge, som godt kunne tænke sig at arbejde med mad, men som ikke ved, at mulighederne rækker langt ud over at blive kok eller konditor, forklarer Judith Kyst. Også dagligvarebutikker, især supermarkeder, har svært ved at rekruttere butiksslagtere og bagere.

Ifølge Judith Kyst er indsatsen både vigtig og nødvendig.

– Det er helt essentielt at øge kendskabet til og interessen for de danske mad- og fødevareuddannelser blandt unge i bred forstand og særligt blandt unge talenter. Fødevareerhvervet står over for en alvorlig rekrutteringsudfordring, som kræver akut handling, hvis vi skal fastholde og styrke den danske fødevareklynges internationale konkurrenceevne og sikre arbejdspladser i Danmark, siger hun.

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?