Fødevarebranchen kan se frem til mere arbejdskraft
Specialister i fødevarehvervene hænger ikke på træerne. Det bliver stadig sværere at rekruttere folk til branchen, og derfor har Madkulturen indledt et samarbejde med ZBC, der dækker over en række af Sjællands erhvervsskoleuddannelser.
- Vi skal have flere unge til at interessere sig for fødevarebranchen. Flere, der vil stå op i morgen og være de nye dygtige. Det momentum, som dele af den danske fødevarebranche oplever lige nu, skal fortsætte og allerhelst udbygges. Her er Skærehallerne en del af løsningen, siger Judith Kyst, direktør i Madkulturen, der hører under Miljø- og Fødevareministeriet.
Skærehallerne, som skal huses af den gamle slagteriskole i Roskilde, skal ifølge Judith Kyst være et ”virkelighedsunivers”, en slags showroom og innovationshus i ét.
- Det bliver et multifunktionelt madhus, der både kan illustrere et madmarked og produktionen på stedet. Det kan f.eks. være både kafferisteri og cafe, så der både er produktion og servicepersonale; side om side med et æblemosteri, så de forskellige uddannelser kan trække på hinanden, forklarer hun og uddyber:
- Med Skærehallerne kan vi bygge bro mellem uddannelserne, skabe tværfaglighed og tilføje nogle dimensioner til de eksisterende uddannelsesretninger. Unge i dag er meget mere kritiske i forhold til karriere. De tænker dynamisk og tværfagligt, så det skal vi også.
Skal tænke ud af boksen
Skærehallerne skal også være et sted, hvor virksomheder kan få inspiration og møde fremtidens fødevarespecialister. Men det giver ikke mening at udvælge bestemte uddannelsesretninger, innovationshuset kan være relevant for.
- Det er ikke klart defineret, for det giver ikke mening at tænke i kasser. De studerende kommer til at samarbejde meget mere på tværs, og det bliver ikke hele uddannelsen, der foregår i Skærehallerne, forventer Judith Kyst.
Derfor er der heller ikke en specifik målgruppe, fordi planen er, at Skærehallernes initiativer skal række ud over uddannelse og virksomhedsudvikling. Madkulturens formål er at give alle danskere mulighed for at lave bedre mad og forstå ”hverdagsgastronomi”.
Efterspurgt af branchen
Virkeliggørelsen af projektet er endnu fire-fem år væk – først skal finansieringen på plads. I mellemtiden er Madkulturen i gang med at sprede madglæde blandt børn i Roskilde Kommune.
- Vi arbejder på forskellige forløb til grundskolen. Hvis vi kan fange de unge allerede i hjemkundskab i 5.-6. klasse, er der større chance for, at flere af dem vil tage en fødevareuddannelse. Hvis vi først når dem i 8.-9. klasse, har de valgt gymnasiet, siger hun.
Skærehallerne blev kickstartet sidste måned med et arrangement i den gamle slagteriskole, hvor blandt andre Danish Crown og FødevareDanmark deltog.
- Vi mangler elever. De unge vælger fødevarebranchen fra. Skærehallerne skal være det nye ’faguniversitet’. Et sted, der kan italesætte, at man kan få sig et fedt liv i fødevarebranchen, sagde Leif Wilson, formand for Danske Slagtermestre og FødevareDanmark i den forbindelse.