Flere presser priser på personlig pleje
Normal er en ny kæde i sin helt egen liga, der konkurrerer med dagligvarebutikker, men ikke mindst med en kæde som Matas.
Med sit helt eget let håndterbare miks af udvalgte kolonialvarer, slik, dyrefoder og mærkevarer i rengøring og især i personlig pleje har kæden sat sit aftryk på en konkurrencesituation, hvor Matas tidligere havde meget af banen for sig selv.
Det er blevet billigere at købe mange af de største mærkevarer i personlig pleje, siden Normal begyndte at ekspandere for fem år siden - og overordnet set er priserne på den slags varer ifølge Danmarks Statistik faldet med ca. 4 pct. i forhold til niveauet, da Normal åbnede sine første butikker.
Kædens parallelimport af mærkevarer medfører, at forbrugerne ifølge kæden selv "ofte kan spare 30-60 pct. sammenlignet med markedsprisen".
Normals adm. direktør Torben Mouritsen vil ikke påtage sig hele æren for, at de pågældende produkter er blevet billigere, men gerne et medansvar.
- Der er ingen tvivl om, at vi har været med til at drive prisniveauet nedad, siger han.
Føtex leger med
Grænseoverskridende e-handel har også en effekt på priserne. Og senest har Salling Groups store varehuskæde Føtex kastet sig over kategorien i en ny runde af prissænkninger.
- Det er særligt indenfor personlig pleje, at priserne virkelig har fået føtæsk. Eksempelvis er Neutral Shower faldet fra 60,95 kr. til 30 kr., så den er langt billigere end i discountbutikkerne, siger kommunikationschef Kasper Reggelsen fra Salling Group.
Torben Mouritsen erklærer sig klar til at tage pris-kampen op.
- Vi forholder os ikke til, hvilke motiver konkurrenterne har for at sænke deres priser. Men vi forholder os selvfølgelig til selve priserne. Det er ikke en ny situation for os, at der gennem de senere år har været øget konkurrence på de produkter, og vi er nødt til at holde fast i vores prisstrategi. Så vi justerer selvfølgelig vores priser i takt med, at markedet dikterer det, siger han.