FK Distribution hæver indtjeningen markant
Nok bedyrer flere dagligvarekæder færre sider i deres tilbudsaviser, ligesom Coop Danmark helt er fortaler for et forbud mod trykte tilbudsaviser i Danmark.
Men trods det åbenbare pres fra flere sider, er tilbudsaviser de senere år blevet en bedre og bedre forretning for FK Distribution, der ejes af det børsnoterede selskab North Media.
Siden 2017, hvor PostNord trak sig ud af markedet for omdelte reklamer herhjemme, har FK Distribution formået at hæve omsætningen fra 670,5 til 925,5 mio. kr. i 2019. Det svarer til 82 pct. af North Medias samlede omsætning på 1,1 mia. kr.
Nok faldt omsætningen med beskedne 8 mio. kr. sidste år i forhold til 2018, men det er langt fra noget, der sætter sine spor i driftsresultatet, som blev hævet med 28 pct. til 172,4 mio. kr. i 2019 mod 134,5 mio. kr. i 2018.
Over to omgange i 2019 har North Medias ledelse med bestyrelsesformand Mads Dahl Andersen i spidsen opjusteret forventningerne til koncernens post EBIT før særlige poster. Senest til 140-160 mio. kr. i november.
I alt lyder EBIT før særlige poster på 160,3 mio. kr. i 2019 mod 109,7 mio. kr. året før, mens EBIT-resultatet før skat blev hævet med næsten 200 mio. kr. - fra 73,1 til 267,6 mio. kr.
Venter højere indtjening i 2020
Det er et af de bedste driftsresultater i koncernen.
- 2019 blev et godt år, hvor vi levede op til vores forventninger, og North Media Online realiserede det første overskud, lyder det i en regnskabskommentar fra bestyrelsesformand Mads Dahl Andersen.
FK Distribution omdeler tilbudsaviser til 1,9 mio. husstande og ugeaviser til 2,3 mio. husstande. Samtidig bliver alle tilbud fra tilbudsaviserne digitaliseret og formidles via minetilbud.dk til over 450.000 månedlige brugere, oplyser FK Distribution.
Trods den senere tids debat om tilbudsavisernes fremtid venter North Media en yderligere forbedring af driftsindtjeningen i 2020, hvor driftsresultatet ventes at lande i intervallet 160-190 mio. kr., ligesom FK Distribution vil fortsætte med at optimere driften.
Læs også: FK Distribution-chef: Vi kigger ind i et solidt 2020