Farlige kasseboner forbydes i hele EU

7. jul 2016 -
This describes the image
Det nye forbud beskytter både de ansatte og kunderne. Foto: Axel Søgaard
Skrevet af: Henrik Denman

Butikkerne må i fremtiden ikke bruge kasseboner fremstillet af termopapir, der indeholder stoffet Bisphenol A, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende.

Det er EU-landene netop blevet enige om med et nyt forbud, som betyder bedre beskyttelse af ansatte og forbrugere i hele EU.

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) glæder sig over, at der nu er opnået enighed i EU om et forbud, der begrænser brugen af stoffet i termopapir som kasseboner.

- Med forbuddet bliver ansatte og forbrugerne bedre beskyttet mod problematiske stoffer, som er en vigtig prioritet for regeringen. Bisphenol A er allerede forbudt i emballage til fødevarer, der er beregnet til småbørn. Derfor er det på tide, vi nu får et forbud mod brugen i kasseboner, som især arbejdstagere og også forbrugere kommer i kontakt med, siger Esben Lunde Larsen i en pressemeddelelse.

Siden 2010 har stoffet været forbudt i Danmark i emballage og beholdere til fødevarer, som børn under tre år kan komme i kontakt med – og stoffet har siden 2011 været forbudt i sutteflasker i EU.

Mange boner og kvitteringer er trykt på termopapir, som indeholder bisphenol A. En undersøgelse fra Miljøstyrelsen viser, at forbrugere bliver udsat for Bisphenol A ved kontakt med kasseboner. Derfor har Danmark arbejdet for at få stoffet forbudt. Det er nu lykkedes.

I de senere år er flere supermarkedskæder dog begyndt at udfase brugen af termopapir med Bisphenol A.

- Jeg er selvfølgelig glad for, at flere supermarkedskæder går foran med en frivillig udfasning, men det skaber en ulige konkurrencesituation, hvis ikke alle er med. Derfor er jeg meget tilfreds med, at det nu er lykkedes at få vedtaget et EU-forbud mod brugen af stoffet i termopapir inklusiv kasseboner, siger Esben Lunde Larsen.

Opdateret 10. nov 2020