“En mærkelig manøvre”
Der er en vis undren hos Bjarne Månsson, adm. direktør hos BFI Indkøb ovenpå nyheden om, at Uno-X-kæden splittes op i to kæder og lancerer et nyt Bonus-koncept bestående af 87 landsdækkende servicestationer.
- Det virker på mig, som om, at de spekulerer i at sælge fra. Om det er rigtigt, ved jeg ikke, men det er den tanke, jeg sidder tibage med, når jeg læser pressemeddelelsen, siger Bjarne Månsson.
Siden 2010 har Bjarne Månsson været adm. direktør for BFI Indkøb, der er oprettet af selvstændige benzinforhandlere. BKI Indkøbvaretager interessen for medlemmerne, der blandt andet tæller kioskejere, forpagtere og forhandlere fra Shell, Uno-X/Extra og Circle K.
Derfor har han også fingeren på pulsen, når det gælder den hjemlige servicestationsbranche.
Bjarne Månsson beretter om, at flere medlemmer under BFI Indkøb på nært hold har oplevet, hvordan Uno-X Automat har presset på for at få omlagt større servicestationer med butikker til rene automatiske anlæg.
Også selv om driften var positiv.
Modsatrettet strategi
- Hvorfor hive en kæde op, som så skal køre videre som to kæder? Det giver ikke mening. Og når Uno-X Automat proklamerer, at de vil åbne flere butikker i tilknytning til Bonus, så er det jo stik modsat af, hvad de har gjort mange steder rundt omkring, fortæller Bjarne Månsson.
Han ser hverken Uno-X-manøvren som et svar på tiltale overfor konkurrenter eller for at skabe tydelige synergier mellem Reitan og den nye Bonus-kæde.
- Det virker ikke som om, at det er en beslutning, der er sket på grund af de andre kæder. Hvis de vil forsøge at drive Bonus under Reitan, kunne de jo have valgt denne strategi for længst. Men en 7-Eleven harmonerer bare ikke med placeringer på landet, siger den adm. direktør fra BFI Indkøb.