Ekspert: Franchisetageren er den ”nye selvstændige”
Den selvstændige købmand med enkeltmandsvirksomheden er en uddøende race.
Faktisk er mængden af selvstændige inden for dagligvarehandlen reduceret med en tredjedel fra 2008 til 2016, viser en analyse, som eStatistik har foretaget for Dansk Handelsblad på baggrund af tal fra Danmarks Statistik.
Detailhandelsekspert fra Retail Institute Scandinavia, Henning Bahr, forudser, at udviklingen fortsætter mange år endnu.
- De store selvstændige private supermarkeder som Meny vil klare sig godt, og de enkeltmandsvirksomheder, der overlever, vil være bedre til fuldt ud at bakke om kædekoncepterne og koncentrere sig om kunderne og lokalmarkedet, siger Henning Bahr.
Han tilføjer, at butiksdøden i de små lokalsamfund kan reddes af Dagrofas og KFIs fælles borgerbutiksmodeller.
- Modellen kan i flere tilfælde redde den lokale butiksforsyning – og således gå mod strømmen, siger han.
Franchise er det nye sort
I dag er langt størstedelen af Danmarks dagligvarebutikker ejet af de store koncerner som Dagrofa, Salling Group, Coop og Reitan.
Kun Dagrofa har forsat selvstændige købmand med enkeltmandsvirksomheder i folden i kæderne Spar, Min Købmand og LetKøb. Dertil kommer Nærkøb-kæden samt en række kioskkæder og kiosker uden kædetilhørsforhold.
Den gruppe drives fortsat som den gammeldags købmand.
- Det vil især være kiosker udenfor kædesamarbejder, der fortsat vil lukke i de næste 10 år, siger Henning Bahr.
Mens kapitalkæderne for de flestes vedkommende ansætter butikschefer til at lede butikkerne, er købmændene i Reitans kæder, 7-Eleven og Rema 1000, franchisetagere.
Det betyder, at de med deres indskud nok har penge i klemme, men slet ikke i samme grad som en selvstændig. Selvbestemmelsen er tilsvarende mindre.
- Selvstændighedskulturen som franchisetager i blandt andet Rema 1000 er den nye selvstændighedskultur, som jeg ser det, siger Henning Bahr.
Færre selvstændige på servicestationerne
Antallet af enkeltmandsvirksomheder blandt kiosker og købmænd er faldet fra 1902 til 1496 på otte år, og kun de ældste er tilbage, viser analysen fra eStatistik.
- Når man ser på aldersfordelingen, er der alene vækst i den ældste gruppe, over 65. Når de forlader deres virksomheder om få år, er der ingen til at tage over. Det største fald er blandt de yngste under 34 år, siger direktør Kent Nielsen.
Blandt de unge under 34 år er der sket mere end en halvering. På servicestationerne er antallet af enkeltmandsvirksomheder reduceret med 40 pct. fra 397 til 236 i 2016.
Ændringen på servicestationerne tog fart, da Couche Tard overtog Statoil i Danmark i 2012 – og senere også en række Shell-stationer. I begge kæder var der en hel del selvstændige.
Circle K lagde dog ikke skjul på, at målet var en topstyret kæde med ansatte butikschefer, og i dag er der kun en håndfuld selvstændige tilbage i kæden. I Shell, OK Plus og Q8 er der dog fortsat mange selvstændige stationsejere, mens andre er forpagtere eller butikschefer.