Ejere vil ekspandere premium oste- og delikatessekoncept
Gennem mange år er oste- og delikatessebutikkerne blevet færre og færre herhjemme. Alligevel har de to ejere bag Klingenberg Ost & Delikatesser, Kasper Østergaard og Mogens Illum Hansen, stor tiltro til, at deres premium kædekoncept kan slå igennem hos de danske forbrugere.
Konceptet har sit udspring på Fyn med fysiske butikker i Middelfart og Odense.
I det seneste regnskabsår for 2017/18 der løb til 30. juni har Klingenberg Ost & Delikatesser åbnet yderligere to butikker i storcentret Rødovre Centrum samt i Magasin på Kgs. Nytorv.
Samtidig er Klingenberg Ost & Delikatesser også begyndt at sælge ostekasser på abonnement i tre forskellige pakkestørrelser til priser mellem 349 og 529 kr. per levering.
Og virksomheden agter fortsat at vokse med etablering af egne butikker, via webshoppen og gennem partnerskaber med franchisetagere.
Således er planen at fortsætte en udrulningstakst i lighed med 2017/18, lyder vækstplanerne i det netop offentliggjorte regnskab.
- Ledelsen vurderer, at der vil ske yderligere polarisering inden for oste- og specialforretningerne, hvor der vil være stigende konkurrence inden for lavprissegmentet, men hvor der til gengæld i high end-segmentet vil være plads til en aktør som Klingenberg Ost & Delikatesser med en fortsat branding, positionering og udrulning af butikker, hedder det i ledelsesberetningen.
Tilfredshed med beskedent minus
Moderselskabet Klingenberg Ost & Delikatesser Group oplyser ikke omsætningen.
Af regnskabet fremgår det, at resultatet før skat landede på et minus på 101.000 kr., mens årets resultat på minus 78.000 kr. har spist den beskedne egenkapital, der nu udviser et beskedent minus på godt 29.000. kr.
Ejerne kalder selv resultatet for tilfredsstillende og i overensstemmelse med forventningerne set i lyset af investeringerne til nye butikker og webshoppen.
Samtidig forventer ejerne at genoprette egenkapitalen via egen indtjening samt investorkapital.