Eataly åbner i København
En af verdens førende fødevarebutikker, italienske Eataly, kommer til Danmark. Eataly har valgt at indgå en partnerskabsaftale med Coop i Danmark.
Eataly åbner sin fødevareforretning i stormagasinet Illum i København, hvor Irma hidtil har haft et supermarked. Det lukker den 22. maj, hvorefter håndværkerne går i gang med en omfattende ombygning.
Eataly åbner et stort marked i Illum, hvor man kombinerer supermarked med spisesteder.
- Vi er stolte over, at Eataly har valgt Coop som partner i Danmark. Deres filosofi matcher perfekt den madagenda, vi har arbejdet med gennem de seneste to år. Alliancen vil sætte turbo på vores mål om at udvikle dansk madkultur, fællesskaber om det gode måltid og tilbyde bedre råvarer til vores kunder, siger koncerndirektør i Coop, Jens Visholm, i en pressemeddelelse.
CEO i Eataly, Luca Baffigo, siger:
- Vi er begejstrede over at skulle åbne en Eataly i København, et af Europas gastronomiske centre, og over at åbne i Illum, et af byens bedste placeringer.
Konceptet omfatter restaurant, marked og uddannelse med fødevarer af høj kvalitet.