Discountkæde beder danskerne om hjælp: Find plastik

26. jun 2019 -
This describes the image
Netto, WWF og udvalgte familier samler plastik på stranden. Foto: WWF

Coop har sine medlemmer, mens Salling Group forsøger at engagere befolkning og øge kundestrømmen på en helt anden måde. Senest ved i foråret at indsamle plastik på ti udvalgte strande sammen med 35 familier og WWF Verdensnaturfonden.

Man fandt mere end 6000 stykker affald svarende til 150 kg på få kilometer.

Siden Salling Group kom på egne hænder med Salling Fondene som ejere og skiftede Dansk Supermarked-navnet ud, har CSR-strategien og ikke mindst kampen mod plastik stået højt på dagsordenen - og som en del af den beder Netto nu sine kunder og andre interesserede om hjælp til andre identificere plastik i kundernes nærmiljø.

Fra i dag kan alle danskere registrere deres eget bud på et lokalt naturområde, der døjer med plastik. Ved at dele din viden med WWF og Netto kan vi sammen blive klogere på plastikproblemet i hele Danmark, skriver Netto i en pressemeddelelse.

- Vi har alle sammen et ansvar, når det kommer til udfordringen omkring plastikaffald i naturen. Os i Netto og os som danskere. Det starter med, at vi bliver klogere på problemets omfang herhjemme og dernæst finder på smartere løsninger til at sikre, at plastikken ikke ender i naturen. Vi tror på, at vi kan lykkedes med at mindske plastikproblemet sammen, derfor håber vi, at så mange danskere som muligt vil dele deres lokale bud på, hvor plastikforureningen er størst, med os og WWF, så vi kan få indsigt i, hvilken plastik der findes og hvor det kommer fra, siger Majken Bramstrup, der er CSR-ansvarlig i Netto Danmark.

Ved at få identificeret de lokale plastikbelastede naturområder vil Netto og WWF over de kommende uger udvælge de mest egnede områder at undersøge og rydde for plastik i efteråret, lover Netto i pressemeddelelsen.

Opdateret 10. nov 2020