Discount fortsætter med vækst
Det er fortsat discountbutikkerne, der driver væksten i dagligvarehandlen. Samtidig oplever bagerne fremgang i omsætningen.
Det viser de nyeste tal for detailomsætningsindeks fra Danmarks Statistik. Tallene viser, at det stadig er en udfordring at drive specialfødevarebutikker som fiskeforretninger. Den positive historie kan hentes fra bagerforretningerne.
Flere eksperter har i det seneste års tid spået, at væksten vil aftage i discountbutikkerne, og at supermarkerne vil få ny luft og øget salg, især efter de seneste års massive investeringer i modernisering af supermarkedskæderne.
Ser man på tallene for omsætningen i dagligvarehandlen, er der dog meget, der tyder på, at udviklingen kun flytter sig i små ryk.
Status quo
Discounthandlen lå i januar i år på indeks 103 i omsætningen, og selv om det er lidt lavere end for et år siden, hvor indeks lå på 106 i januar 2015, er omsætningen samlet set på niveau med hele året. Indeks for omsætningen i hele året blev 103,8, hvor der i året var et udsving fra 102 som det laveste og 106 som det højeste.
Udviklingen ser ud til også at være nogenlunde status quo inden for supermarkeder. Indeks i januar i år blev 99, og det var i samme måned sidste år på 101.
For hele året 2015 nåede supermarkederne et indeks på 100,6.
Det laveste indekstal finder man fortsat i gruppen købmænd og døgnkiosker, hvor indeks i januar i år blev 99, men hvor det for hele 2015 røg ned på 97,6.
Det er stadig vanskeligt at drive specialfødevareforretning. Dog ikke bagerforretninger, som i januar fik indeks 104, men det var efter en noget trist udvikling i 2015, hvor indeks for hele året blev 94,8.
I januar fik fiskeforretninger indeks 92, men det vil dog ikke tage glæden fra fiskehandlerne, for i 2015 som helhed fik fiskeforretningerne indeks 105,9.
Slagterforretninger fik i januar indeks 97 og for hele sidste år indeks 105,3.