Detailleverandør: Tiden er løbet fra lange køer ved kassen

10. apr 2019 -
This describes the image
Nye løsninger som stemmestyret check-out skal minimere lange kundekøer i fremtiden. Arkivfoto: Salling Group
Skrevet af: Søren Tougaard

Detailkæderne efterspørger i stigende grad teknologiske løsninger, der kan være med til at forbedre kundeoplevelsen såvel i den fysiske butik som på nettet.

Det mærker man hos leverandøren Fiftytwo, tidligere Bording Data, der leverer omnichannel-løsninger og forretningssystemer til mange kæder, herunder Salling Group, Dagrofa, Bauhaus og Matas.

Selskabet investerer lige nu massivt i udvikling af softwareløsninger, der understøtter kundeoplevelsen med data. Samtidig udvikler Fiftytwo på stemmestyrede check-out løsninger, så man undgår lange køer ved kassen.

- Detailhandlen har for alvor fået øjnene op for, at der skal tænkes helt nyt i forhold til kundeoplevelsen, herunder også oplevelsen ved selve købet, og betalingen skal være langt mere enkel, nem og sikker. Kæderne investerer derfor massivt i kunderejsen, og her hører også med, at kunderne skal undgå at stå i lang kø ved kassen. Tiden er løbet fra en "accepteret ventetid", siger Henrik Salicath, adm. direktør i Fiftytwo, der oplever vækst.

Sidste år voksede selskabets bruttofortjeneste med mere end 5 pct. til 75,4 mio. kr., mens EBITDA-resultatet steg 23 pct. til 11,3 mio. kr.

Opdateret 10. nov 2020