Den kompakte varebil passer til tiden
Der findes de små, kompakte varevogne, og der er de store og meget rummelige kasse-vogne – og så er dem midt imellem, der udmærket sig ved at være kompakte og dog så rummelige, at de vil passe til de fleste fødevarebutikker.
Citroëns nye version af Jumpy er netop en varevogn, der placerer sig perfekt i dette segment. Det giver god mening at vælge denne størrelse varebil på grund af det øgede pres på vejene i de større byer.
Bilen fås i tre længder. Ud over længderne på 4,95 og 5,30 meter er der nu også en helt ny udgave på blot 4,60 meter, som er både kompakt og praktisk og velegnet til tæt bytrafik.
Vi har testet den nye udgave af Jumpy i den lange version og med en 2.0 BlueHDi motor og en 6-trins automatgearkasse.
Det samlede indtryk er, at Citroën med den nye Jumpy varebil helt klart går fra godt til bedre. Den udmærker sig ved at have en hurtig og smidig motor på 130 HK og et moment på hele 400 Nm, som angiver bilens trækkraft.
Det er den største motor i programmet, men andre prøvekørsler viser, at man sagtens kan få en velegnet motorkraft i en af de mindre modeller, hvor man kan gå ned til en 1.6 dieselmotor med 95 HK.
Det kommer også an på, hvor tung last man forventer at køre med.
Ved at vælge den største model bevæger man sig også op på prisskalaen, idet testbilen koster godt 228.000 kr. plus moms, hvor man kan slippe med at betale ca. 158.000 kr., hvis man vælger den lille model.
De nye motorer har et lavt brændstofforbrug og lav udledning, hvilket til sammen er med til at holde driftsbudgettet nede.
Nyttelasten i Jumpy er op til 1400 kg Komfortabel kabine Førerrummet har tre sæder, om end det midterste giver en noget akavet siddestilling. Til gengæld har midtersædet et arbejdsbord i ryglænet, som kan slås ned og give føreren en arbejdsplads lige ved hånden.
Et minus er den i øvrigt noget sparsommelige aflæggeplads. Et andet minus er de for-holdsvis små sidespejle, der jo er den eneste mulighed for at orientere sig om trafikken bagud og til siderne. Større spejle ville være at foretrække.
Føreren sidder godt og højt, førersædet kan indstilles trinløst, og rattet er justerbart.
I forhold til forgængeren har den nye Jumpy fået bedre køreegenskaber med en fastere affjedring. Hertil kommer en ganske effektiv lyddæmpning.
Der er to 12-volts udtag i kabinen foruden stik til iphone og Bluetooth. Fartpilot og hastighedsbegrænser er standard. Hertil kommer aktiv fartpilot og hastighedsbegrænser med læsning af vejskilte, opmærksomhedsalarm og Active Safety Brake.
Man har mulighed for at tilvælge assistentsystemer som f.eks. Top Rear Vision for bedre udsyn under manøvrering af bilen samt head-up display i farver.