De smarte kunder er den nye udfordring
Shoppingoplevelser er inden for de seneste år blevet meget anderledes for de fleste forbrugere. Otte ud af 10 forbrugeres beslutninger omkring køb er således påvirket af information, de henter på digitale enheder som mobiltelefonen.
Det viser en rapport, som offentliggøres af MasterCard. Ifølge rapporten siger de fleste forbrugere, at de i dag føler sig mere informerede og får mere værdi for pengene end de gjorde tidligere.
Det stiller ifølge MasterCard større krav til detailhandlen, som tvinges til at arbejde smartere for at få forbrugernes opmærksomhed.
Rapporten viser, at 80 pct. af forbrugerne anvender digitale enheder før et køb, f.eks. til pristjek eller til at bruge køb og hent-funktionen, hvor man kan købe en vare online og hente den i butikker. Mange bruger også f.eks. mobiltelefonen til at finde information på nettet om produktet, inden de køber det.
Vil gerne være loyale
Samtidig siger mange forbrugere, at de kan lide at handle, hvor de plejer. Kun 26 pct. af forbrugerne kan lide at prøve nye steder at handle.
– Det er helt afgørende for detailhandleres succes, at de gør tingene smartere, når forbrugerne forventer det, men forbrugere bliver ofte irriterede, når detailhandlere ikke gør det rigtigt, forklarer Mathieu Loury, senior vice president i MasterCard, ved præsentationen af den nye rapport.
Han fremhæver flere hovedpunkter i rapporten.
Det bliver mere og mere udbredt at bruge teknologien, når man går på indkøb.
De fysiske butikker er fortsat vigtige for forbrugerne. Den moderne omnishopper vælger ofte fysiske butikker på grund af deres bedre kundeservice og en hurtigere og mere social indkøbsoplevelse.
Kunderne vil ikke opleve tomme hylder. Forbrugerne ved, hvad de går efter, og det er frustrerende, når butikken ikke har varerne på lager.
Af Henrik Denman
hede@dhblad.dk
Foto: Powashop