Danskerne handler for 449 mio. kr. på Black Friday
I år forventes danskernes julegaveindkøb at toppe på Black Friday den 25. november. Hele 449 mio. kroner vil danskere shoppe for denne ene dag. Og det er særligt de danske webbutikker, der oplever et omsætningsboost pga. Black Friday. Det viser Adobes nye Holiday Shopping Prediction-rapport, der forudser shoppingtendenser i en række lande, herunder Danmark.
- Black Friday er blevet et etableret fænomen i den danske detailbranche. Vi ser en markant opgradering hos butikkerne, der planlægger masser af tilbud på dagen. Ifølge vores forventninger vil danskerne bruge i alt 449 mio. kroner på dagen i år, hvilket er næsten en fordobling i forhold til sidste års prognose, siger Imran Afzal, nordisk marketingchef for Adobe Marketing Cloud.
Danske webkunder
Ifølge rapporten forventes danskerne i hele juleperioden november-december at bruge ca. 1,7 milliarder USD, svarende til 11,6 milliarder kroner, på nethandel.
For danske webbutikker er de indenlandske kunder vigtigst, idet de udgør hele 93,7 pct. af de besøgende. Dermed er vi en del af en nordisk tendens, hvor webbutikker i høj grad oplever indenlandsk trafik. Andelen for Norge er 94,7 pct., 93 pct. for Sverige og 89,7 pct. for Finland. Hermed ligger Norden i toppen kun overgået af et land – Japan - der med hele 97,5 pct. har den største andel af indenlandske besøgende.
Ifølge Imran Afzal viser danskernes fokus på hjemlige webbutikker et uudnyttet potentiale i forhold til pundets nylige værdifald:
- Vores analyse viser, at danske webbutikker får langt flest besøgende fra Danmark. Det kan hænge sammen med flere ting, bl.a. at leveringstiden herhjemme typisk er kortere, og at danskerne oplever butikkerne som mere sikre end udenlandske. Men der kan i mange tilfælde være penge at spare ved at kigge mod udlandet. F.eks. betyder pundets dramatiske fald, at det kan være værd at undersøge britiske webbutikker til sine juleindkøb.