Dansk Supermarked vinder fornem pris
Dansk Supermarked har vundet årets fornemmeste pris i dansk detailhandel, MMM Prisen.
Prisen blev uddelt onsdag for 36. gang. Det skete ved Detailforums award-uddeling, som blev afholdt på Langelinie Pavillonen, hvor ledere i dansk detailhandel var samlet for at hylde branchen.
Detailforum er et tværfagligt interessenetværk for ledere i dansk detailhandel og tilknyttede brancher.
MMM Prisen gives til en person eller virksomhed, der på særlig vis har haft en betydning for detailhandlen i Danmark. De nominerede i år var Søstrene Grene, Lagkagehuset og Dansk Supermarked.
Prisen gives med juryens ord til Dansk Supermarked for deres imponerende resultat i forbindelse med genkøbet af virksomheden fra Mærsk, hvor Dansk Supermarked lykkedes at frigøre midler til genkøbet.
Således kunne Dansk Supermarked efter 50 års partnerskab med Mærsk købe de sidste aktier tilbage i Salling-fondene og forblive på danske hænder. Samtidig rykkede Dansk Supermarked offensivt ud med nye butikker og investeringer.
Priskomiteen bestod af Camilla Hindum fra Lego, som modtog prisen på vegne af virksomheden sidste år, Coops adm. direktør Peter Høgsted, Lennart Lajboshitz, der stiftede Tiger-kæden, direktør Henrik Hyltoft fra Dansk Erhverv, institutleder Ricky Wilke fra CBS, adm. direktør for Arnold Busck, Helle Busck Fensvig, adm. direktør Jan Wentzel, Paw Sko, adm. direktør for ICP, Per Nyborg, og erhvervsredaktør fra Berlingske Business, Peter Suppli Benson.