Dansk Supermarked nomineret til prestigefyldt pris
Dansk Supermarked er sammen med Søstrene Grene og Lagkagehuset nomineret til den fornemste hæder i dansk detailhandel, MMM Prisen 2018.
Prisen uddeles ved Detailforums traditionsrige prisuddeling, som finder sted den 21. marts. Detailforum er et tværfagligt netværk for ledere i dansk detailhandel og tilknyttede brancher.
I år uddeles MMM Prisen for 36. gang. Prisen gik i 2017 til Lego og året før til Coop.
Arrangementet, der bliver afholdt i Langelinie Pavillonen i København, har ud over MMM Prisen flere andre prisuddelinger.
De nominerede til Retail Entrepreneurship Prisen er Boozt, Tivoli og Too Good To Go.
Til Berlingske Detailhandelspris er Ikea, Normal og Neye nomineret.
De nominerede til prisen Årets Omnichannel er & Other Stories, Sportmaster og Skousen.
Derudover uddeles årets rejselegat på 15.000 kr. til en elev indenfor detailhandlen.
I forbindelse med prisoverrækkelsen vil adm. direktør Michael Christiansen, IDDesign, der bl.a. omfatter IdéMøbler og Ilva, fortælle om sine personlige erfaringer som leder i danske virksomheder, herunder Fakta og Silvan. Han vil desuden give sit bud på, hvad fremtiden bringer.