Dansk medejer-duo købt ud af Normal i Norge
-
Makkerparret Jesper Brandt og Michael Eeg er blevet købt ud af Normals datterselskab i Norge for 50 mio. kr.
Normals store succes i Norge er høj grad Jesper Brandt og Michael Eegs fortjeneste.
I 2016 var de to danske investorer med til at åbne den første Normal-butik i Norge. Siden er kæden vokset til at tælle over 100 butikker og mere end 1500 medarbejdere, der præsterede en omsætning på 1 mia. kr. og et overskud på 83 mio. kr. i 2019.
Nu er duoen blevet købt ud af Normals norske datterselskab, skriver det norske erhvervsmedie Dagens Næringsliv.
Hver især har Jesper Brandt og Michael Eeg modtaget 35 mio. norske kr. for deres ejerskab på 25 pct. Det svarer til 25 mio. kr.
Hverken Jesper Brandt eller den danske topchef og stifter Torben Mouritsen vil kommentere på beløbets størrelse.
I Jesper Brandt og Michael Eegs fælles investeringsselskab fremgår det, at der er blevet bogført en indtægt på 70 mio. norske kr.
- Michael og Jesper lagde i starten en stor, personlig investering, da vi etablerede Normal Norge, og de har leveret en imponerende indsats, siger Torben Mouritsen til mediet.
Den danske mangemilliardær og serieinvestor Anders Holch Povlsen ejer i dag 67,50 pct. af Normal.