Dagligvaresalget dykker igen

23. jun 2016 -
This describes the image
Discountbutikkerne er det eneste butiksformat med vækst i år, men kun 2,2 pct. i januar til og med april. Så lav har væksten ikke været i årevis. Arkivfoto: Helle-Karin Helstrand

På et tidspunkt, hvor mange kæder havde fået troen på, at et reelt opsving lå lige rundt om hjørnet, rammer nye tal for detailomsætningen fra Danmarks Statistik stenhårdt med en helt anden virkelighed.

Trods en minimal omsætningsfremgang på 0,3 pct. på dagligvarerne fra april til maj, når der tages højde for sæsonudsving og inflation, er det lidt større billede ganske anderledes:

I de tre forårsmåneder fra marts til og med maj ligger dagligvaresalget hele 2,0 pct. under de samme tre måneder sidste år.

Dermed står det værre til i dagligvarebutikkerne, end det gør i detailhandlen som helhed. Her er faldet ”kun” på 0,5 pct. i de samme tre måneder.

Forbrugerne i skidt humør

Mange økonomer har undret sig over, at stigende beskæftigelse og realløn sammen med en relativt høj forbrugertillid ikke forplanter sig til et øget privatforbrug. Det gør det bare ikke. I hvert fald ikke her og nu. Og det vækker endnu en gang beklagelse hos Dansk Erhverv:

- Dagens tal er altså endnu en indikation på, at vi desværre nok ikke skal regne med, at privatforbruget kan hæve den økonomiske vækst op over 1 pct. i år. På trods af beskæftigelsesfremgang, ekstremt lave renter og reallønsfremgang ser det altså ud til, at vi som forbrugere har droppet sidste års gode stemning, hvor det private forbrug steg med 2,1 pct., siger Jens Uhrskov Hjarsbech, som er økonom i Dansk Erhverv.

Små butikker hårdest ramt

Går man nærmere ind i omsætningsudviklingen i de enkelte butiksformater i dagligvarehandelen, står de mindste - købmænd og kiosker som de store tabere. Men her er der kun tal frem til og med april, hvor de ifølge Danmarks Statistik er gået hele 8,1 pct. tilbage. Discount vokser mindre end meget, meget længe med en vækst på 2,2 pct. i årets første fire måneder, mens supermarkederne næsten holder sidste års salg med et indeks på 99,9.

Opdateret 10. nov 2020