Dagligvarebranchen tørster efter arbejdskraft
Der er et stigende behov for nye medarbejdere i den danske dagligvarehandel. Siden april er der kommet 472 flere stillinger til i branchen og sammenlignet med samme tid sidste år, er der også flere ledige stillinger.
Det viser en ny opgørelse fra Erhvervsakademi Aarhus, der, som led i et forskningsprojekt over flere år, systematisk har indsamlet og indekseret samtlige 1,2 mio. danske stillingsopslag fra to af Danmarks største online jobdatabaser Careerjet og Jobindex.
For mens arbejdsmarkedet især under coronakrisen har reduceret i antallet af nyansættelser, så er behovet for ledige hænder kun vokset blandt især de store dagligvarekoncerner som Salling Group og Coop.
Som led i forskningsprojektet har lektor Morten Mathiasen fra Aarhus Erhvervsakademi, som står bag undersøgelsen, systematisk gennemgået 250.000 stillingsopslag fra perioden 1. kvartal til 2. kvartal af i år. Gennemgangen viser, at antallet af stillingsopslag indenfor dagligvarehandlen i perioden er steget fra 1.792 til 2.264, svarende til 26 procent flere.
- Det tyder på, at danskernes forbrug er øget gennem 1. halvår af 2020, siger lektor Morten Mathiasen.
Fra 2019 til 2020 er der samlet set blevet 2.300 færre ledige jobs at søge på tværs af landet og brancher.