Coronanedlukning koster grænsekøbmand trecifret millionbeløb på bundlinjen
-
Fleggaard-koncernens resultat før skat dykkede med 23 pct. i regnskabsåret 2019/2020 efter stor nedgang i grænsebutikkerne
Mens corona har givet den danske dagligvarebranche et omsætningsboost i milliardklassen, forholder det sig noget anderledes hos Fleggaard-koncernen, hvor de i alt 16 grænsebutikker under Fleggaard og Calle udgør den største andel af forretningen.
Samlet set havde Fleggaard Holding en omsætningsnedgang på ca. 5 pct. til 6,6 mia. kr. i det skæve regnskabsår 2019/20, der sluttede med udgangen af september og altså inkluderede lidt over et halvt år med coronarestriktioner, hvor halvdelen af Fleggaards grænsehandelsbutikker har været lukket ned i en lang periode.
I alt dykkede Fleggaard-koncernens resultat før skat med 23 pct. til 377,5 mio. kr. mod tæt ved den halve milliard i det forrige regnskabsår. Efter skat lød bundlinjen på 278,2 mio. kr.
- Det er klart, at når man uden varsel skal lukke butikker og mister omsætning samtidig med, at man har et fyldt varelager, så koster det mange penge. Vi har heldigvis andre virksomheder, som har haft vækst, og nedgangen på bundlinjen i vores detailhandel er større end den samlede nedgang på 116 mio. kr. før skat, siger koncernchef Jens Klavsen til Børsen.
Fremgang for leasing-forretningen
Med åbent i ni af regnskabsårets 12 måneder var grænsehandelsforretningen stadigvæk en overskudsforretning for Fleggard-koncernen, der normalvis henter godt halvdelen af sin årsomsætning i grænsehandelsbutikkerne.
Koncernen tæller også en voksende leasing-forretning med næsten 10.000 biler, hvoraf 75 pct. er leaset ud til erhvervskunder. Især købet af Focus Flex Leasing fra 1. januar har bidraget til leasing-forretningens fremgang.
Fleggaard-koncernen tæller desuden fem grossistvirksomheder med fødevarer og nonfood til detailhandlen samt to nethandelsbutikker, foruden hotellet Fakkelgården.